Tirsdag bliver hedebølgen afløst af uvejr
Det solrige vejr slutter brat tirsdag, hvor der er risiko for skybrud i hele landet. Men hvem der får mest vand er endnu usikkert.
Efter en solrig og meget varm sommerdag mandag med landsdækkende hedebølge og temperaturer op mod 31 grader, er der tirsdag et vejrskifte på vej.
DMI har udsendt et risikovarsel om torden og skybrud gældende for hele landet fra 12-20 tirsdag. Det betyder, at man uanset landsdel kan risikere at blive godt våd, hvis man går udenfor i løbet af dagen.
»Da der ikke er meget vind, vil bygerne bevæge sig ganske langsomt,« skriver DMI i sin prognose.
Der er endnu ikke tale om et egentligt varsel, men meteorologerne følger udviklingen i vejret tæt, lyder beskeden.
Samtidig er det ikke til at sige, hvor bygerne vil ramme, og hvor de vil blive kraftigst. Nogle steder i landet vil man endda helt kunne gå fri af nedbør.
»Langt fra alle vil opleve disse regn- og tordenbyger, og mange vil opleve en lummervarm dag. Især i Nordjylland og på Sjælland, hvor temperaturen kan kravle op mod de 28 grader,« lyder det fra DMI’s meteorolog Anja Bodholdt.
Vejrskiftet skyldes, at der er en koldfront på vej ind over landet fra sydvest, som vil ramme i løbet af tirsdag, først i den syd- og vestlige del af landet. Men prognosen er altså endnu meget usikker.
Kriteriet for skybrud er mere end 15 millimeter regn på 30 minutter.