Det er blevet langt mere farligt at være vejarbejder eller at sætte vejskilte op
På fire år er antallet af ulykker i forbindelse med vejarbejde steget med over 50 pct. Alene sidste år døde seks mennesker i forbindelse med et vejarbejde. Det skal en ny kampagne rette op på.
Det fik bremset antallet af uheld ved vejarbejder, da Folketinget i 2013 fordoblede fartbøderne for at køre for stærkt ved vejarbejde. Men nu er effekten væk, og antallet af uheld i forbindelse med vejarbejder er højere, end før reglerne blev ændret. Alene sidste år mistede seks mennesker livet i forbindelse med vejarbejder – det højeste antal i mange år.
Der sker nu en ulykke i forbindelse med et vejarbejder hver anden dag i Danmark, oplyser Vejdirektoratet. Derfor indleder direktoratet en kampagne, der skal få danskerne til at være mere opmærksomme i trafikken – ikke mindst når der er vejarbejde og vejarbejdere på vejen. Det handler bl.a. om indslag på de sociale medier, plakater på rastepladserne, infoskilte hos Molslinjen og spot i biograferne.
»Problemet er, at trafikanterne er uopmærksomme. At de taler med andre passagerer, kigger på navigationen eller roder med radioen, kaffen eller mobiltelefonen,« siger områdechef Charlotte Vithen fra Vejdirektoratet.
Med de højere bøder faldt antallet af ulykker til 208 i 2015. Sidste år blev der registreret 318 ulykker i forbindelse med vejarbejde, en stigning på 52 pct. Antallet af personskader er i perioden steget med 32 pct., og antallet af døde er tredoblet.
Adskillige gange er det Falcks medarbejdere, der har været ude med en skiltevogn for at advare bilisterne om vejarbejde eller uheld på motorvejen, der er blevet ramt. I 2018 døde én af Falcks chauffører i en ulykke, og i februar i år blev en anden chauffør alvorligt kvæstet. Også medarbejdere fra Redning Danmark er så sent som i juli i år kommet alvorligt til skade i en ulykke med en skiltevogn.
Derfor hilsen man hos Falck kampagnen velkommen, fortæller direktør Michala Fischer-Hansen fra Falch Assistance, hvor man efter uheldet i februar i år har besluttet altid at sende to skiltevogne ved afmærkning på motorvejen.
Advarsel med tudehorn
»Det ligner ikke noget, at vores medarbejdere skal risikere deres liv ved at gå på arbejde. Men der sker stadig alt for mange uheld, når der er vejarbejde. Det vidner om, at vi kører bil på en anden måde i dag end for fem år siden. Derfor har vi nu indsat to skiltevogne, så den ene chauffør i værste fald kan advare den anden,« fortæller Michala Fischer-Hansen.
Falcks skiltevogne er således udstyret med et kraftigt tudehorn, så føreren af den første skiltevogn kan advare sin kollega, hvis en bilist overser skiltevognen. Der bliver også i nogle tilfælde brugt ekstra tunge såkaldte TMA-vogne, der er så tunge, at de ikke flytter sig selv, hvis de bliver direkte påkørt. De er dog langsomme og ikke særlig egnede på motorvejene.
Ifølge Michala Fischer-Hansen er der særlige regler for, hvordan redningsfolkene skal agere, hvis der er tabt en spand, er et hul i vejen eller er sket et uheld.
»Men der vil altid være en idiot, der kan køre ind i bilerne – også fordi der er så mange elektroniske ting i bilerne. Nogle sidder nærmest og laver slides, mens de kører bil. Andre modtager mails på skærmen. Generelt er der rigtig meget, der distraherer. Men man kan faktisk få en slags ”do not disturb” til telefonen, som advarer, hvis du rører tasterne, mens du kører bil. Og nogle steder i udlandet får du et klip i kørekortet, hvis bare du holder din telefon i hånden,« fortæller Falck-direktøren.
Selv om der i kampagnen især vil være fokus på de medarbejdere, der risikerer deres liv og helbred i forbindelse med arbejde på vejene, er det ifølge både Vejdirektoratet og Falck især bilisterne, der kommer til skade og bliver dræbt, når det går galt, og en bil eller lastbil f.eks. overser en skiltevogn.

