Brandfaren i det fri stiger og stiger flere steder i landet
Flere steder i landet vil der søndag til tirsdag være ekstremt høj brandfare - blandt andet på Sjælland.
I takt med varmegradernes stigning bliver det danske landskab hen mod weekenden og begyndelsen af den kommende uge efterladt i så tør en tilstand, at der i store dele af landet vil være meget høj risiko for, at vegetation kan blive antændt. Enkelte steder er risikoen ekstremt høj.
Det viser en prognose fra Beredskabsstyrelsens brandfareindeks.
Beredskabets skala for forøget brandfare strækker sig over fem trin, og i løbet af lørdagen er områder i det nordøstlige Jylland, den vestlige del af Sønderjylland, det nordvestlige Fyn, det meste af Vestsjælland og Djursland placeret i kategorien »meget høj risiko«. Det betyder ifølge Beredskabsstyrelsen, at »antændelse ved glød eller mindre flamme sker meget nemt«.
Kategorien overgås kun af »ekstremt høj risiko«. Denne femte og mest alvorlige kategori kommer i løbet af søndagen til at gælde for en stor del af det vestlige Sjælland, hvor man i områder omkring byer som Høng, Sorø, Ringsted, Tølløse, Dianalund, Jyderup, Svinninge og Asnæs skal være påpasselig med at tænde åben ild, da antændelse ved glød eller en mindre flamme sker »ekstremt« nemt.
Søndag vil endnu større dele af Danmark desuden opleve meget høj risiko for brandfare i det fri. I et bælte fra Frederikshavn i nord over Aalborg og videre henover hele Djursland og ned til Aarhus vil antændelse i naturen kunne ske »meget nemt«. Det samme gælder på den jyske vestkyst i et område fra Holstebro til Tønder, kun afbrudt af en lille lomme ved Esbjerg, hvor risikoen er vurderet til kategori 3: »Høj risiko«.
Den høje risiko gælder søndag for stort set hele den resterende del af landet, dog med undtagelse af visse områder langs kysterne mellem Thisted og Skagen og den sjællandske østkyst fra det nordlige København over Amager og hele vejen ned til det sydlige Lolland-Falster.
Mandag aftager brandfaren atter, men næsten hele den sydlige halvdel af Jylland vil fortsat opleve meget høj risiko for brandfare. Det samme gælder en stor del af det centrale Fyn og hele Midtsjælland. Den ekstreme brandfare vil være begrænset til tre mindre områder på Midtsjælland.
Det drejer sig om et område omkring Mørkøv, Dianalund og Undløse, et område omkring Ringsted og Haslev samt et område syd for Slagelse.
Tirsdag er store dele af Midtsjælland igen at finde i den højeste risikovurdering: Ekstremt høj brandfare.
Først onsdag er brandfaren reduceret til »lav« i langt størstedelen af Danmark.