Fortsæt til indhold
Indland

Nyt supersygehus mister hver sjette parkeringsplads

Det nye supersygehus Nyt Hospital Nordsjælland sløjfer 400 parkeringspladser. Efter planen skulle de have været i etableret i et naturfredet område.

Patienter og besøgende risikerer at gå langt, når det nye supersygehus Nyt Hospital Nordsjælland efter planen står færdigt i 2024.

Hospitalet får nemlig væsentligt færre parkeringspladser end planlagt.

Det står klart, efter at både det kommende supersygehus og Hillerød Kommune har valgt at rette sig efter en afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, der ophæver hospitalets dispensation til at inddrage omkring 16.500 kvadratmeter beskyttet natur, skriver TV2 Lorry.

Ifølge planerne skulle det fredede naturområde have dannet grundlag for i alt 2.400 parkeringspladser i forbindelse med det nye sygehus. Det tal lyder nu på 2.000 pladser, hvilket svarer til at omkring hver sjette parkeringsplads bliver sløjfet.

»Jeg synes, det er alt for ringe. Vi kan se, at folk bliver ældre og ældre, og man kan ikke sende patienterne ud på lange gåture for at komme på hospitalet. Der skal være gode og rige parkeringsmuligheder tæt på hospitalet,« siger Niels Jørgen Langkilde, fungerende formand for Patientforeningen, til TV 2 Lorry.

Til sammenligning har det nuværende Hillerød Hospital 1.700 parkeringspladser til besøgende og patienter. Samtidig med at det servicerer omkring en tredjedel af de borgere, som Nyt Hospital Nordsjælland kommer til at skulle favne.

Patientforeningen har flere gange tidligere kritiseret parkeringsforholdene ved det nye supersygehus. En kritik, som projektchef for Nyt Nordsjællands Hospital, Sune From, afviser.

Han mener, at omkring 1.700-1.800 parkeringspladser er nok til det antal borgere, som hospitalet forventer at skulle servicere.

Samtidig understreger han overfor TV2 Lorry, at pengene til det nye hospital er prioriteret i hospitalsbygningen fremfor i parkeringspladser.

Byggeriet af Nyt Nordsjællands Hospital er foreløbigt fire år forsinket.

Ambitionen med det nye byggeri er at skabe en funktionel, fleksibel og helende ramme for patienter og besøgende.