Fortsæt til indhold
Indland

Politiet kræver to fængslet efter ballade i Sønderborg

Fredag eftermiddag fremstilles to mænd på 36 og 43 i et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg.

/ritzau/

Efter en episode, hvor der opstod tumult på en parkeringsplads ved et boligområde i Sønderborg, fremstilles to mænd på henholdsvis 36 år og 43 år i grundlovsforhør fredag eftermiddag.

De kræves begge varetægtsfængslet for vold mod en tjenestemand, og den 43-årige sigtes også for at have besiddet et våben.

Under tumulten tog en mand i en politimands tjenestepistol. Om det er denne situation, sigtelsen drejer sig om, vil Syd- og Sønderjyllands Politi ikke umiddelbart oplyse.

Ved episoden reagerede en anden betjent ved at affyre varselsskud.

Den 43-årige er indlagt på grund af de kvæstelser, han pådrog sig i forbindelse med episoden. Derfor kan han ikke være til stede i retten, oplyser politiet.

Hvordan kvæstelserne opstod, ønsker politiet ikke at redegøre for.

En tredje mand på 72 år blev også anholdt og sigtet for vold. Han er siden blevet løsladt. Dog opretholdes sigtelsen, fortæller Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Efter tumulten blev en betjent i øvrigt behandlet på skadestuen.

Forløbet begyndte klokken 20.45 med en anmeldelse om, at tre personer var blevet truet på livet på parkeringspladsen ved Stenbjergparken, oplyser politiet.

Få minutter efter var en patrulje på stedet.

Under afhøring af parterne ankom adskillige andre personer, og der "opstod alvorlig tumult, da en gruppe personer rettede deres vrede mod politiet", står der i en pressemeddelelse fra politiet.

- I denne sammenhæng tog en person fat i en betjents tjenestepistol, og betjentens kollega måtte derfor afgive varselsskud skråt op i luften, hvor ingen blev ramt, for at få personen til at lægge våbnet.

Politiet afspærrede midlertidigt området.