Massiv kritik af op til 15 dages ventetid på at få en coronatest
Især i det østjyske område, som aktuelt er ramt af smitteudbrud, skal folk vente op mod 15 dage på at blive testet.
For Lars Ringtved Bertelsen fra Grenaa endte en ellers hyggelig fødselsdagsfest hos naboen med drama og forvirring.
Efter en hyggelig sammenkomst blev han mødt af en nedtrykkende melding om, at naboens søster var blevet testet positivt for covid-19. Han blev ikke kontaktet af myndighederne, men ville gerne følge sundhedsmyndighedernes anbefaling og af egen drift blive coronatestet. Men det viste sig at blive langt sværere end først antaget for den 66-årige folkepensionist. Ventetiden på test i Grenaa var nemlig fredag på syv dage:
»Det var ikke til at finde rundt i, hvor jeg kunne blive testet. Jeg brugte tre timer på at finde en tid. Jeg kunne kun finde en tid i Aarhus. Jeg kan ikke se logikken i, at jeg skal rejse langt for at få taget en test,« siger han, som ikke ligefrem praler af at være en ørn på nettet.
Lars Ringtved Bertelsen er ikke alene. De lange ventetider er en realitet ikke mindst i det østjyske, hvor smittetallet stiger markant i øjeblikket. Men også på Sjælland, hvor Ringsted har været ramt af et coronaudbrud, er der kø til test flere steder. Det viser en gennemgang af ventetiderne på coronaprover.dk, som Jyllands-Posten har foretaget fredag.
Det møder kritik fra både eksperter og politikere, der frygter, at det kan have store konsekvenser for håndteringen af coronakrisen.
Går ud og smitter andre
Som borger bliver man ringet op af Styrelsen for Patientsikkerhed og tilbudt en test, hvis styrelsen er stødt på ens navn i forbindelse med en konkret smitteopsporing. Er man selv forudseende og bestiller en test i en af Testcenter Danmarks telte – det såkaldte samfundsspor – kan man risikere op til 15 dages ventetid. Og det er ifølge professor Jan Pravsgaard Christensen, Institut for Mikrobiologi og Immunologi på Københavns Universitet, dårligt nyt:
»I princippet skal folk, som har en mistanke om, at de er smittede, jo blive hjemme og isolere sig. Det vil nogen gøre, og det vil sige, at de ikke kan passe deres arbejde. Andre kan måske ikke overskue at blive hjemme i en eller to uger, mens de venter, og så risikerer vi, at de går ud i samfundet og smitter andre,« siger han.
Særligt i ramte områder
Region Midtjylland er så hårdt ramt af covid-19, at Norge onsdag i denne uge valgte at fraråde rejse til området. Ikke desto mindre må danskere bosiddende i Randers, der ligger i den hårdt ramte region, vente helt op mod 15 dage, hvis de ønsker at blive testet for covid-19.
I Horsens, der i onsdags blev omfattet af mundbindskravet i den offentlige trafik, er ventetiden op til 14 dage på at blive testet. I Skanderborg er det 12 dage, Holstebro 8 dage og Grenaa 7 dage. Derudover skal der medregnes ventetid på testsvaret. Det sker, samtidig med at smitteopsporing, tilgængelige tests og en årvågen befolkning er blevet fremhævet som vigtige værktøjer i kampen mod smittespredningen.
Systemet er overbelastet
De lange ventetider ved Testcenter Danmarks telte er ifølge Jan Pravsgaard Christensen udtryk for, at systemet er overbelastet.
»Det er meget uheldigt, fordi det risikerer at begrænse smitteopsporingen og dermed i sidste ende muligheden på at få styr på de aktuelle udbrud,« siger han og pointerer, at den lange ventetid betyder, »at virus jo kan være væk, når man endelig bliver testet«.
Garanti for hurtig test
Politisk er der stor frustration og kritik af de lange ventetider. SF’s sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, kalder det »fuldstændigt uacceptabelt«.
»Danskerne bliver hele tiden opfordret til at vise samfundssind og ansvar, og det betyder bl.a., at man selv bestiller en test, hvis man ved, man har været til en fest, hvor det efterfølgende viser sig, at der var en coronasmittet. Det dur jo ikke, at man skal vente i dage- eller ugevis på en test,« siger hun.
»Jeg tænker, at man skal inddrage andre og flere faggrupper til at tage testene –teltene står der jo allerede«, siger Kirsten Normann Andersen.
Hos Dansk Folkeparti er hendes kollega Liselott Blixt også meget optaget af, at borgerne kommer hurtigt gennem testsystemet.
»Der skal være en 24-timers garanti for at få en test, efter du har bestilt en tid på nettet,« siger hun.
Det er meget uheldigt, fordi det risikerer at begrænse smitteopsporingen og dermed i sidste ende muligheden på at få styr på de akutelle udbrud.Jan Pravsgaard Christensen, professor, Institut for Mikrobiologi og Immunologi – Københavns Universitet.
Også hos Venstre er sundhedsordfører Martin Geertsen utilfreds med de lange ventetider, og han lægger ikke skjul på, at partiet gerne medvirker til at stille de nødvendige rammer og midler til rådighed for at øge testkapaciteten.
»Hurtigt ind og hurtigt ud. Kapaciteten skal være til stede, så folk hurtigt kan få en afklaring og komme tilbage til deres liv,« siger han.
Formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V) medgiver, at det ikke er optimalt med flere dages ventetid, og hun vil gerne øge kapaciteten i samarbejde med Testcenter Danmark og Statens Serum Institut.
»Vi vil meget gerne stille med yderligere personale,« siger Stephanie Lose.
I Region Midtjylland, der er ansvarlig for belastede centre, henviser man til, at et ekstra testcenter i Silkeborg er på vej. Samtidig er det planen at trække personale hjem fra sommerens mobile testenheder.
Justitsminister Nick Hækkerup erkender, at systemet er under pres.
»Systemet kan blive presset under spidsbelastninger, som vi har set i Region Midtjylland. Derfor er der også skruet markant op for testkapaciteten i den region, og i de kommende dage vil vi skrue yderligere op, så smittede kan blive identificeret, og smittekæderne kan brydes,« siger ministeren i et skriftligt svar.
For Lars Ringtved Bertelsen blev redningen en kammerat, som havde set en mobil testbil på Grenaa Havn.
»Det var heldigt med den opringning, for ellers havde jeg aldrig fundet ud af, hvor jeg kunne blive testet,« siger han, der endnu ikke har svaret på prøven.