Fortsæt til indhold
Indland

Babymad tilbagekaldes - kan indeholde metalgenstande

Producent af børnemad tilbagekalder majsgrød.

anjo

Småbørnsfamilier bør tjekke emballagen, inden man serverer majsgrød for børnene.

For firmaet Semper, der laver børnemad, har udsendt en pressemeddelelse, hvor man tilbagekalder produktet Majsgrød.

I pressemeddelelsen skriver Semper i Danmark, at man har konstateret, at et midlertidigt produktionsnedbrud har medført, at et fåtal af pakker med Majsgrød fra 4 mdr. kan indeholde metalgenstande.

På den baggrund har Semper besluttet at tilbagekalde samtlige produkter med Majsgrød med bedst før datoerne 18-03-2021, 19-03-2021, 20-03-2021 og 22-03-2021.

Firmaet oplyser, at sporing af produkter er foretaget, og tilbagekaldelsen er håndteret hos de kunder, der er berørte af tilbagekaldelsen.

Semper beklager sagen og beder kunder, der har købt Majsgrød med ovenstående bedst før dato, om at destruere produktet.