Helsingørmotorvejen var spærret på grund af mistanke om stenkast
Politiet efterforsker, om der har været et stenkast fra en bro over Helsingørmotorvejen.
Nordsjællands Politi spærrede tirsdag formiddag Helsingørmotorvejen i sydgående retning ved afkørslen til Lundtofte.
Det skyldtes mistanke om et stenkast fra broen over motorvejen, olyser politiet.
Der dannede sig hurtigt en lang kø på motorvejen, hvor der længe måtte påregnes forlænget rejsetid. Trafikken blev i mellemtiden ledt af mellem afkørsel 16, Lyngby, og afkørsel 15, Lundtofte.
Kort efter middag var politiet færdige med deres undersøgelser, som de til TV 2 Lorry kalder falsk alarm.
»Føreren af en bil så en mand på motorvejsbroen, og kort efter lavede en sten et hul i hans rude. Det er hans antagelse, at den blev kastet,« sagde vagtchef David Borchersen fra Nordsjællands Politi til mediet.
Politiet går nu ud fra, at der bare var tale om et stenslag.