Fortsæt til indhold
Indland

Gymnasium indfører krav om mundbind blandt elever og lærere

Det sker for at mindske spredning af coronavirus, oplyser skolens rektor.

Når lærere og elever på Roskilde Katedralskole vender tilbage efter sommerferien bliver det med krav om mundbind, når de befinder sig på skolen udenfor klasseværelset.

Det skriver skolen mandag på sin hjemmeside.

Ifølge rektor Claus Niller Nielsen gælder kravet om mundbind fra onsdag den 12. august, og sammen med en række øvrige tiltag skal det være med til at mindske risikoen for, at skolen skal lukke ned, som det skete tidligere på året.

I slutningen af maj måtte Roskilde Katedralskole nemlig stoppe fysisk undervisning for samtlige 1.g’ere i 14 dage, fordi fem elever blev testet positiv for covid-19, efter at de havde været på en fælles tur til Sverige i Kristi Himmelfartsferien. Det skete på trods af, at myndighederne på daværende tidspunkt frarådede rejser til landet.

»Særligt i pauserne vil trafikken på skolens gange hurtigt være at sammenligne med offentlig transport i myldretiden, hvor mundbind netop er anbefalet,« skriver skolens rektor på hjemmesiden.

Han oplyser, at han er bekendt med, at det kan være vanskeligt at skaffe mundbind med så kort varsel, som skolen kræver. Derfor har Roskilde Katedralskole ifølge hjemmesiden også anskaffet ét mundbind til hver elev og medarbejder, som vil blive udleveret onsdag.

»Derefter skal man selv anskaffe sig de mundbind, man skal anvende. Vi anbefaler, at man overvejer at anskaffe sig vaskbare mundbind,« skriver Claus Niller Nielsen.

Udover kravet om mundbind vil der også være ekstra rengøring på gymnasiet, når eleverne møder igen. Ligesom eleverne skal have »færrest mulige lokalestift i løbet af dagen« og opfordres til at have »faste pladser« og bliver tildelt faste toiletter.

I alt vender omkring 1.500 elevere og medarbejdere onsdag tilbage på Roskilde Katedralskole efter sommerferien.