Mindst 24 personer anholdt efter masseslagsmål i visitationszone
Motalavej i Korsør har endnu en gang været præget af store uroligheder. Sent torsdag var Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi massivt til stede ved et masseslagsmål, hvor der bl.a. blev brugt køller og jernrør.
Mindst 24 personer er anholdt efter, at Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi sent torsdag var til stede ved et masseslagsmål på Motalavej i Korsør.
Det sker, efter at der den seneste tid har været massive uroligheder i området. Så sent som tirsdag i denne uge var Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi med assistance fra flere andre politikredse massivt til stede i området efter, at der opstod slagsmål mellem en gruppe på 30-40 mennesker. Det fik politiet til at indføre en visitaionszone i området, som foreløbigt gælder frem til den 19. august.
Ifølge Tom Trude, politiinspektør ved beredskabet i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, var politiet derfor også allerede på stedet, da torsdagens masseslagsmål opstod.
Gruppen havde adgang til et køretøj, hvor der lå en del slagvåben i form af køller, lange kæppe, jernstænger og sågar en donkraft, og det er dybt uacceptabelt, at det her fortsætterTom Trude, politiinspektør beredskabet i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi
»Der er to grupper i området, som tilsyneladende er i konflikt med hinanden. Den ene gruppe kom med slagvåben, og vi måtte ind og forhindre slagsmålet. Gruppen havde adgang til et køretøj, hvor der lå en del slagvåben i form af køller, lange kæppe, jernstænger og sågar en donkraft, og det er dybt uacceptabelt, at det her fortsætter,« siger han.
Politiinspektøren oplyser til Jyllands-Posten, at det tilsyneladende er to grupperinger fra området, som igennem længere tid har været i intern konflikt med hinanden og har familiemæssige relationer, der forårsager den tilbagevendende uro.
»Det kommer til udtryk flere gang ved, at de to grupper begår hærværk og vold mod hinanden. Vi har torsdag anholdt 24 personer, som er alt fra 17 til 55 år. Det er dog primært unge mænd i starten af 20’erne,« siger Tom Trude.
Billeder fra slagsmålet torsdag viser, at flere af de involverede parter bl.a. blev sat i ”futtog” under urolighederne. Ligesom det massive antal af betjente var mødt op med hunde og skudsikre veste og blev assisteret af Midt- og Vestsjællands Politi.
Visitationszonen i området betyder, at politiet inden for zonen har lov til at visitere folk efter våben uden på forhånd at have foretaget en sigtelse og uden at have en egentlig begrundet mistanke om, at den pågældende er i besiddelse af våben.
Politiet kan vælge at forlænge perioden, hvis der er behov og grundlag for det, og det kan ifølge Tom Trude blive aktuelt.
»Vi kommer til at fortsætte vores massive tilstedeværelse i området for at få konflikten stoppet. Det sker i samarbejde med boligselskaber og kommuner. Derudover kommer vi til at arbejde med strafforfølgning og efterforskning. Hvis ikke der sker en ændring, så kan vi tage yderligere tiltag i brug,« siger han med en klar opfordring til folk i området:
»Vi har et opråb til dem, der er en del af det her. Det skal de afstå fra. Det kan simpelthen ikke være meningen, at et helt lokalsamfund bliver taget som gidsler i verserende konflikter familier imellem. Derudover har vi brug for hjælp fra borgere, som må have set eller ved noget, så hører vi meget gerne fra dem,« siger politiinspektøren, der har indtryk af, at »borgere, der ikke selv er en del af konflikten ikke skal føle sig truet«.
Ifølge Tom Trude forventes det, at der de kommende dage kommer flere sigtelser efter torsdagens slagsmål.