Udenrigsministeriet mangler overblik over danskere i Libanon
241 danskere har registreret, at de opholder sig i Libanon. Der er indtil videre ingen melding om danske dræbte.
Onsdag aften har de libanesiske myndigheder registreret mindst 135 døde og omkring 5.000 sårede efter gårdsdagens voldsomme eksplosioner på havnen i Beirut. Der er endnu ikke meldt nogen danskere blandt de dræbte eller tilskadekomne.
Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Der er 241 danskere, der har registreret sig på danskerlisten for Libanon. Enkelte danskere har på nuværende tidspunkt kontaktet Udenrigsministeriets Borgerservice, men altså ingen melding om danske tilskadekomne eller drænte fra de libanesiske myndigheder.
»Lige nu er alt dog kaotisk, så der er endnu ikke overblik. Ambassaden har igangsat opfølgning med de libanesiske myndigheder og er i færd med at indhente oplysninger om eventuelle danske borgere indlagt på hospitalerne,« skriver ministeriet.
Udenrigsminister Jeppe Kofod har ifølge meddelelsen haft kontakt til Libanons udenrigsminister Charbel Wahbe for at udtryke sin sympati og gentage tilbuddet fra Danmark om at yde humaniær assistance.
Libanons regering meddelte onsdag, at der indføres to ugers undtagelsestilstand i Beirut.