Sprængstofekspert om eksplosion i Beirut: »Det er meget usandsynligt, at det kan ske i Danmark«

Selv om der også findes lagre af ammoniumnitrat i Danmark, vurderer en sprængstofekspert, at man ikke vil kunne se eksplosioner, som den, der opstod i Beirut onsdag.

Artiklens øverste billede
En voldsom eksplosion i Beirut har kostet mindt 100 personer livet. Der er efter alt at dømme tale om en ulykke. Foto: Marwan Tahtah/AFP

Mindst 100 blev dræbt og op mod 4.000 såret, efter at et lager med 2.750 ton ammoniumnitrat, eller kunstgødning, eksploderede ved havnen i Libanons hovedstad, Beirut.

Meget tyder på, at der var tale om en ulykke, men spørgsmålet er, om noget lignende ville kunne ske i Danmark.

Også herhjemme findes der større lagre med ammoniumnitrat til brug i kunstgødning. Ikke desto mindre afviser ph.d. i kemi og sikkerhedsleder ved Institut for Kemi ved Aarhus Universitet Peter Hald umiddelbart den mulighed.

»Jeg tror, at det er meget usandsynligt, at det sker i Danmark. Fra FN’s side har man klassificeret kemikalier og angivet hvilke kategorier, der må opbevares sammen med ammunition, og ammoniumnitrat er ikke én af dem,« forklarer Peter Hald.

Han fortsætter:

»I landbrugssektoren bruger man en masse gødning, men man opbevarer det på den rigtige måde, sammen med brandslukningsudstyr og i afmålte mængder og ikke uden en beredskabsplan.«

Ikke farligt i sig selv

Ifølge kemieksperten skal der en del til at få ammoniumnitrat til at eksplodere. En brand er ikke nok.

»Ammoniumnitrat er ikke farligt i sig selv. Det er et gødningsstof, som vi bruger tusindvis af tons af hvert år. Det bliver først farligt, når man varmer det op og starter det med en anden eksplosion,« lyder det fra Peter Hald.

Ammoniumnitrat er tidligere blevet brugt til fremstillingen af terrorbomber. Derfor vedtog EU i 2008 regler, som betyder, at gødning med over 16 pct. kvælstof fra ammoniumnitrat kun må sælges til virksomheder, der er registreret hos myndighederne.

Hvis man køber gødning med mere end 28 pct. kvælstof fra ammoniumnitrat, skal man melde det til Landbrugsstyrelsen, fem dage før man indfører det i landet.

»Den største risiko er, at hvis der går ild i gødningslagre, kan der opstå nitrøse gasser, som er giftige, men der kommer ikke en eksplosion ud af det,« siger Peter Hald.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen