Sensommerens dyriske drifter
Rådyret kommer i brunst allerede i juli – som den tidligste af Danmarks hjortearter – og i august er der for alvor noget i luften.
Som afslutning på fuglenes ynglesæson trompeterede et par traner, så det kunne høres kilometer vidt omkring i den stille sensommermorgen, da en rå og en buk begyndte at forberede sig på at sætte den næste generation i verden.
Siden engang i juli havde råen været i forbrunst, som det hedder, når hun over for mulige kavalerer viser de første tegn på en invitation til forplantning, og nu var tiden moden. Bukken kunne lugte det. I flere dage havde han ikke veget fra hendes side.
Hans næsebor vibrerede, og vitaliteten voksede, så han næsten glemte at æde.
De parrede sig flere gange. Tæt på en trafikeret landevej, hvor bilister hastede forbi uden at skele til naturen og dens drifter, for sommerferien var afløst af pligter på klokkeslæt.
Forlænget drægtighed
Råen og bukken bekymrede sig ikke om trafikken. Når lidenskaben går ind, går forsigtigheden ud.
Næste forår vil et lam eller måske tvillinger komme til verden.
Rådyret har forlænget drægtighed. Først omkring nytår vil de befrugtede æg fra anstrengelserne i august sætte sig fast i råens livmoder og udvikle et foster eller to, der som rålam ser verden, når det danske forår er allermest grønt og rigt på proteiner.
I slutningen af maj 2021 vil vi se resultaterne af sensommerens rå dyriske drifter.
Jan Skriver er journalist og fotograf. Læs flere artikler om natur på jp.dk/natur