Fortsæt til indhold
Indland

Dele af Jylland risikerer hedebølge i denne uge

I flere områder i det sydlige og sydvestlige Jylland kan temperaturerne blive så høje, at der kan opstå en flere dage lang hedebølge.

I det sydlige og sydvestlige Jylland bliver der behov for at trække i solhatten og slå parasollen ud i de kommende dage.

Med temperaturer helt op mod 28 til 30 grader er der sandsynlighed for, at områder i kommuner som Herning, Billund, Esbjerg og Haderslev i slutningen af ugen bliver ramt af en decideret hedebølge. Det oplyser DMI i et varsel om voldsomt vejr.

»Der er fra torsdag middag og frem til søndag aften risiko for en regional hedebølge i det sydlige og sydvestlige Jylland,« skriver DMI på sin hjemmeside.

Det er dog ikke kun i benævnte områder af Jylland, at det bliver en varm uge. DMI melder om temperaturer på mellem 24 og 28 grader i det meste af landet mellem torsdag og søndag. Temperaturstigningen skyldes en varmfront, der passerer forbi Danmark, mens et højtryk bygges op over Østersøen og Baltikum, skriver DMI.

Der er tale om en hedebølge, når gennemsnittet af de højest målte temperaturer over tre dage overstiger 28 grader.

Foruden Herning, Billund, Esbjerg og Haderslev, risikerer også Ringkøbing-Skjern, Varde, Vejen, Tønder og Aabenraa at blive ramt af hedebølgen.

Artiklens emner
DMI