Fortsæt til indhold
Indland

Mundbind i morgentrafikken: »Man føler sig lidt tosset«

Mundbindene er blevet revet fra hylderne rundtom i landet, men på Nørreport Station var det mandag morgen langtfra flertallet, som havde taget dem i brug.

Trængsel er der ikke mandag morgen på Nørreport Station i København. Den sidste rest af sommerferie sætter fortsat sit præg på trafikken, men enkelte har ikke desto mindre taget Sundhedsstyrelsens opfordring og dermed mundbindet til sig.

De er dog i undertal.

En af dem, der har lyttet, er Birgitte Grum Svendsen, som netop er ankommet med S-toget fra Birkerød.

»Jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at vi ikke skal igennem disse forhold én gang til. Jeg synes, det har været forfærdeligt,« siger hun med henvisning til nedlukningen af samfundet.

Den 53-årige har dog ikke set synderligt mange andre som hende.

»Det er ærgerligt, for man føler sig lidt tosset,« bemærker hun.

Stormløb

Torsdag kom Sundhedsstyrelsen med nye anbefalinger vedrørende brug af mundbind. Her lød det, at det i tilfælde med trængsel i den kollektive trafik, hvor det ikke er muligt at holde afstand, kan det være en god idé med et mundbind.

Det førte til et stormløb mod apoteker og andre forhandlere af beskyttelsesudstyret, som pludselig steg i pris, og flere steder kunne man melde alt udsolgt. For Birgitte Grum Svendsen var det dog ikke det store problem at skaffe sig mundbind.

»Min søn købte vist nogle i Føtex.«

Indtil videre er der blot tale om en anbefaling fra myndighedernes side – ikke et påbud. Og det, mener Birgitte Grum Svendsen, er tilstrækkeligt for nu.

»Men det kan da være, at det ville have lidt større gennemslagskraft, hvis det var et påbud,« funderer hun.

De, som har valgt mundbindet mandag morgen, har i de fleste tilfælde lyttet til Sundhedsstyrelsens anbefaling om at holde sig til engangsmundbind, men få har valgt en sort stofmodel. Ifølge Sundhedsstyrelsen bør man dog vælge mundbind, som kan ryge i skraldespanden efter brug.

21-årige Josefine Clark er en af de mange, som har holdt mund og næse fri. Den studerende forklarer, at hun har glemt det ene mundbind, som hun har, derhjemme. Men hun mener ikke desto mindre, at anbefalingen er en god idé.

»Jeg ved ikke, om jeg vil gå med det hele tiden, men hvis det bliver lov, skal man jo.«

Synes du, det burde være lov?

»Det ved jeg ikke. Måske. Det er jo en god idé, hvis der er rigtig mange mennesker på ét sted,« siger Josefine Clark, som på sin tur fra DR Byen til Nørreport Station kun har set én med mundbind.

Ifølge DSB er trafikken endnu ikke på det normale niveau, og man forventer først for alvor trængsel fra på mandag, når børnene begynder i skole efter ferien.

I Sundhedsstyrelsens anbefalinger lyder det, at man skal vaske eller afspritte sine hænder, før man tager mundbind på. Derudover må man ikke røre det, når først det er placeret foran ansigtet. Når man har fjernet mundbindet og skilt sig af med det, skal man endnu engang vaske eller afspritte hænderne.