Naturen skal sættes fri i store naturnationalparker
Naturen skal have mere plads, mener forfatter Rune Engelbreth Larsen, der derfor har foreslået at etablere 15 såkaldte naturnationalparker. De to første er allerede på vej.
Danmarks hårdt pressede natur skal have mange flere rigtigt vilde områder. Landets første to naturnationalparker, hvor naturen får lov at råde, er allerede på vej ved Randers og i Nordsjælland.
Og de er bare begyndelsen. Ifølge eksperterne skal der meget mere til, for Danmark sidder bagerst i bussen i Europa, når det gælder om at passe på naturen.
13 andre større områder rundt i landet presser sig derfor også på som nye naturparker. De ejes allerede af staten og kræver derfor ikke lange slagsmål om erstatninger til landbrug og skovejere, påpeger forfatter Rune Engelbreth Larsen, der i foråret udgav bogen ”Danmarks genforvildede natur”.
»Naturen mangler plads til at udfolde sig frit. 98 pct. af vores skove skoves og drænes. Og søer og moser tørlægges, for at der kan plantes nye træer. Men mange andre arter er helt afhængige af gamle, døde træer, de kan leve af og i,« siger Rune Engelbreth Larsen.
Udtrykket genforvildet betyder bl.a., at store græssende dyr som vildheste, køer og bison året rundt skal kunne græsse i urørte naturområder, så andre arter får bedre plads. Dyrkning af områderne skal stoppes.
Ordet naturnationalparker fandt Rune Engelbreth Larsen på, fordi han og mange natureksperter mener, at begrebet nationalparker er udvandet i Danmark og dækker over store landbrugsområder. I sin bog peger han derfor på 15 større arealer, hvor naturen kan sættes fri i en fart.
Starter med statsEt bredt flertal i Folketinget er på samme kurs. De to første danske naturnationalparker i Gribskov og Fussingø fik grønt lys af et politisk flertal lige før ferien.
»Vi behøver ikke et slagsmål med landbruget, selv om der selvfølgelig bliver landbrugsjord, som man sidenhen gerne vil have med for at udvide naturarealet. Men det bliver så via opkøb. I første omgang er det oplagt at starte med de store statsejede områder,« siger Rune Engelbreth.
Hos Landbrug & Fødevarer er viceformand Lone Andersen enig.
»Det er en god start. Selvfølgelig er det ikke nok med de statslige arealer, og vi er langt bagefter i Danmark. Men det er også derfor, vi gerne vil have gang i et jordskifte, hvor landbruget kan bytte lavtliggende marker med dårlig dyrkningsværdi til noget andet,« siger hun.
/ritzau/