Fortsæt til indhold
Indland

Turister kravler rundt på Hammershus: »Det er dårlig skik, og det er farligt«

Et velbesøgt Bornholm oplever udfordringer med turister, der er uvante i naturen.

Særdeles mange turister har i år valgt at holde sommerferie på Bornholm, men valfarten volder problemer flere steder på solskinsøen.

I weekenden forargede et foto af turister, der kravlede rundt på det over 700 år gamle Hammershus. Naturstyrelsen har brugt 40 mio. kr. og snart 10 år på at sætte den fredede slotsruin i stand.

»Det er dårlig skik, og det er farligt,« siger skovrider ved Naturstyrelsen Søren Friese.

Han fortæller, at der også ved skov og strand har været mere arbejde at se til i år.

»Vi har rigtig mange gæster på Bornholm denne sommer, og vi kan konstatere, at mange af dem er uvante i naturen og blandt fortidsminder. De kender simpelthen ikke reglerne, og det giver os lidt udfordringer. Mit indtryk er, at det ikke er ond vilje, men nogle gange opstår lemmingeeffekten.«

Selv om problemet ikke er kæmpestort, fortæller Søren Friese, at man hos Naturstyrelsen bruger en »hel del« tid i år på at vejlede folk i, hvordan man begår sig i naturen. Det drejer sig om tilsynsopgaver som at fortælle folk, hvor de må campere, at de skal tage deres affald med sig, have hunden i snor eller ikke må køre bil i skoven.

»Folk mangler kørekort til at være ude i naturen,« siger Søren Friese.

»Ligesom man skal lære at begå sig i trafikken, er der i vores lille land også mange regler for, hvordan man skal opføre sig ude i naturen, og det skal man lige lære sig. Når det er sagt, er vi glade for at have så mange ude i naturen.«

Han kan godt forstå, at folk bliver pikerede over kravlende turister på Hammershus, og han oplever, at bornholmerne hjælper til med at minde publikum om reglerne. Ifølge Søren Friese vil man se tiden an og drøfte behovet for mere skiltning ved Hammershus med Slots- og Kulturstyrelsen, der har ansvar for fortidsminder og deres tilstand.

»Store skilte og afspærringer kan betyde en dårligere oplevelse. Vi vil helst skilte så lidt som muligt. Derfor vil vi vurdere, om det er et særligt fænomen i år, fordi vi har så mange uvante. Hvis det fortsætter, kan det godt være, at vi bliver nødt til at lave en tydeligere skiltning.«

Siden 2012 har Naturstyrelsen brugt i nærheden af 120 mio. kr. betalt af A.P. Møller Fonden på besøgscenter og restaurering ved Hammershus.

Styrelsen oplyser, at man generelt ikke ser uhensigtsmæssig adfærd i naturområder i resten af landet.