Beboere og ansat på plejehjem er smittet med coronavirus

Fire beboere og en ansat på Klostergårdens Plejehjem i København er testet positive for covid-19.

På Klostergårdens Plejehjem, som ligger på det ydre Østerbro i København, er fire beboere og en ansat konstateret smittet med coronavirus. Det skriver TV2 Lorry.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen på Københavns Rådhus oplyser i en mail til mediet, at:

»Der er i øjeblikket fire beboere på Klostergården, som er blevet testet positiv for covid-19. Ingen af de smittede har symptomer. Deres pårørende er løbende blevet orienteret.«

Heller ikke den ansatte, som er testet positiv, har udvist symptomer på smitte.

Klostergårdens Plejehjem ligger på Strandvejen og er et selvejende plejehjem, der blev indviet i år. Plejehjemmet består af 89 boliger fordelt på fire etager.

Tidligere fredag blev det desuden meldt ud, at tre medarbejdere på plejehjemmet Grønnehaven i Helsingør er smittet med corona. De tre medarbejdere arbejder alle på plejehjemmets demensafsnit, Kysthuset.

I løbet af fredag skulle alle borgere og medarbejdere på plejehjemmet testes for corona ved hjælp af Region Hovedstadens podningsvogne.

Ifølge formanden for Omsorgs- og Sundhedsudvalget i Helsingør Kommune, Mette Lene Jensen (V), arbejder kommunen »meget alvorligt på sagen«.

»Det er svært, når vi taler om demente borgere, og der er sendt besked ud til pårørende om, at vi beder dem undlade besøg, indtil vi kender omfanget af smitten,« siger hun til Helsingør Dagblad.

Det seneste døgn er der ifølge en opgørelse fra Statens Serum Institut registreret 46 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark. Dødstallet er steget med 1 til 613, mens antallet af indlagte med coronavirus er faldet med tre til 16. Af de indlagte er tre på intensivafdeling - de ligger alle i respirator.

I uge 30 har antallet af nye smittede alle dage været over 40. I uge 28 var tallet i snit 24, og i forrige uge blev der gennemsnitligt bekræftet 34 nye smittetilfælde dagligt.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen