Trawler sidder på fjerde dag fast i bølgerne udenfor vestjysk kyst
Dårligt vejr og høje bølger har forhindret redningsfartøjer fra at nå frem til den hollandske bomtrawler.
Siden sent mandag aften har et hollandsk fiskerskib, en såkaldte bomtrawler, siddet fast efter at være stødt på grund ud for den jyske vestjysk mellem Løkken og Nørre Lyngby. Det skriver TV 2 Nord.
Situationen opstod, da skibet rev sig løs af sit anker og drev mod land, hvor det altså stødte på grund og har ligget siden.
På trods af adskillige forsøg har det ikke været muligt for redningsfartøjer at nå ud til skibet, så det kan hives løs. De seneste dages hårde blæst på de kanter har nemlig gjort, at bølgerne har været for høje til, at skibe eller både kan komme det nødstedte skib til undsætning.
Seneste redningsforsøg foregik torsdag, hvor endnu en båd, der denne gang var lejet af den hollandske besætning, forsøgte at udfordre bølgerne og kastede et reb mod skibet. Det lykkedes ifølge TV 2 Nord dog ikke at trække båden fri, selvom besætningen fik fat i rebet og kunne binde det til bomtrawleren.
Ombord på skibet er seks besætningsmedlemmer, og skibet har siden mandag været under overvågning fra fiskeriinspektionsskibet ”Vestkysten” – dog uden nogen endnu har formået at bjærge skibet.