Fortsæt til indhold
Indland

Bowlede og badede: Endnu en familie er konstateret smittet efter ophold på feriecenter

To familier, der har opholdt sig på feriecenteret Seawest, er indtil videre konstateret smittet med coronavirus.

Endnu en familie, der har besøgt feriecenteret Seawest i Nørre Nebel, er konstateret smittet med coronavirus.

Det skriver Ekstra Bladet.

Familien har opholdt sig på centeret siden mandag i sidste uge. Ifølge Kent Lodberg, der er salgs- og marketingschef i Seawest, fik faderen i familien symptomer på virussen fredag, men familien blev først testet mandag. Her viste det sig, at begge forældre, en søn og datterens veninde var smittet med coronavirus.

Det blev centeret underrettet om tirsdag.

Men indtil da havde familien, ifølge feriecentret, brugt hele centret inkl. badeland, fitnesscenter og bowlinghal. Derfor er alle medarbejdere, der har været i tæt kontakt med familien sendt hjem i isolation.

»Det er først, da moderen begynder at få kraftige symptomer mandag, at de bliver testet. Faderen siger efterfølgende, at de nok skulle have afbrudt ferien med det samme. Det skulle de selvfølgelig også have gjort,« siger Kent Lodberg til Ekstra Bladet.

Familien er den anden familie, der har opholdt sig på centeret, som er blevet konstateret smittet med coronavirus.

Tirsdag skrev JyskeVestkysten, at tre personer, der havde været på et seks dages ophold på centeret, er blevet konstateret smittet.

Kent Lodberg oplyste tirsdag til Jyllands-Posten, at de tre personer var smittet med coronavirus, da de ankom til feriecenteret. Det skulle angiveligt være sket til en fest i København, hvor datteren i familien deltog inden opholdet. Ifølge marketingschefen blev familien først opmærksomme på den mulige smitte gennem efterfølgende smittesporing.

Feriecenteret er i dialog med sundhedsmyndighederne og alle de familier, der har besøgt det vestjyske feriecenter i løbet af weekenden, har modtaget en mail om smitten på centret.

Her opfordres gæsterne til at være særligt opmærksomme på symptomerne, samt til at blive testet.