Hjerteforeningens "holistiske doktor" har fået Lægemiddelstyrelsens direktør på banen
Kritik mod Hjerteforeningen for kampagne til seks mio. kr. med alternative behandlere er blevet forstærket efter deling af corona-video.
Hjerteforeningen har afsat seks mio. kr. til kampagnen "P.S. I love you," som blev sat i værk i midten af maj.
Kampagnen er dog blevet mødt af tiltagende kritik for at gøre brug af alternative behandlere som frontpersoner, der bl.a. fremhæver »hesteassisteret terapi.«
Kritikken har i den forgangne uge været dækket i Berlingske, hvor Lægeforeningens formand Camilla Noelle Rathcke udtalte, »at Hjerteforeningen udfordrer sit eget fundament med det her univers, fordi det ligger så langt fra det meget læge- og sundhedsfaglige, som de ellers normalt er i byen med.«
Mandag blev kritikken dog fornyet, efter en video med en af kampagnens forpersoner, den alternative behandler og tidligere praktiserende læge Marianne Kirkskov, begyndte at cirkulere på Twitter.
I videoen er Kirkskovs formål at få seernes hjælp til at »opløse corona.«
»Det, jeg mærker, er at der slippes gigantiske mængder af energi. Ligesom fra virusset generelt. Det er ligesom det her virusmateriale på en aller anden måde bliver suget ind - kollektivt ind - i midten af jorden. Og transformeret. Og der uskadeliggjort,« lyder det fra Kirkskov i videoen, efter hun har instrueret seere til at deltage i en fælles information. Kirkskov sidder i sin stol og ryster under seancen.
Videoen blev udsendt 18. marts - og dermed før kampagnens start - men det er først nu, den tiltrækker sig opmærksomhed. I Hjerteforeningens kampagne bliver Marianne Kirkskov beskrevet som "vores holistiske doktor."
En af de nye reaktioner på videoen kommer fra Lægemiddelstyrelsens direktør Thomas Senderovitz, der henvender sig direkte til foreningens direktør Anne Kaltoft og forskningsdirektør Gunnar Gislason.
»Kære Hjerteforening, hvordan kan I retfærdiggøre et sådant samarbejde?« spørger han.
Anne Kaltoft har endnu ikke forholdt sig til Senderovitz' henvendelse eller på en anden måde offentligt svaret på kritikken af anvendelsen af Marianne Kirksov.
I slutningen af den forgangne uge udsendte Anne Kaltoft dog en pressemeddelelse som reaktion på den første bølge af kritik.
»Med P.S. I love You afprøver vi en kommunikationsplatform og et univers, vi håber er interessant for unge, og hvor vi tillader en åben dialog om det sunde liv med alle livets facetter. Det inkluderer også dialog om holistisk tilgang til sundhed, sund mad og et mindre stressfyldt liv,« lyder det blandt andet i meddelelsen, hvor Kaltoft dog fortsat bakker op om kampagnen, men siger at foreningen lytter til kritikken.
Hjerteforeningen understreger, at de holdninger som Kirkskov og andre personer i "P.S. I love you"-kampagnen giver udtryk for ikke nødvendigvis deles af Hjerteforeningen.
På den delte corona-video skriver Marianne Kirkskov i en lille tekst over videoen på sin hjemmeside, at »denne video IKKE er en erstatning for at følge alle de gode råd som gives af offentlige myndigheder med hensyn til at passe bedst muligt på hinanden i denne coronatid! Det er nødvendigt at følge disse regler, og det er fortsat min klare anbefaling til dig.«