Naturreportage: Klimaet rokker ved Danmarks fiskefauna
Strømlinede hajer og flade rokker svømmer i stigende grad omkring i de danske farvande. Det skal vi vænne os til.
Ålefisker Olav Petersen fra fiskerlejet Staun vest for Nibe kiggede en ekstra gang, da han en tidlig morgen i juni tømte en af sine ruser, der står på lavt vand i Limfjorden.
For pludselig dukkede en haj op mellem alt godt fra fjorden i det bløde morgenlys på dækket. En lille én, ganske vist, men en haj, dét var det. Ikke meget større end en arbejdshandske.