Fortsæt til indhold
Indland

Vanvidsbilist pebersprayet af politiet

En 39-årig herningenser tog i nat flugten fra politiet mellem Tjørring og Herning. Vagtchefen kalder kørslen for vanvittig.

Et rutinetjek i Tjørring endte i nat i en længere biljagt mellem Herning-forstaden og Holstebro.

Her var en bilist blevet beordret af politiet til at standse bilen. I stedet for at efterkomme ordren, forsøgte bilisten at flygte med høj fart. Det skriver tvmidtvest.dk.

Vagtchef Ole Vanghøj kalder kørslen for vanvittig.

»Vi får kontakt med bilen klokken 3.37, og han vil ikke standse. I stedet kører han op ad motorvejen nordpå mod Holstebro. Undervejs er han oppe på en fart omkring 200 km/t - langt, langt over det tilladte,« siger han til TV Midt Vest.

Politiet satte efter manden, og i løbet af biljagten stødte flere patruljer til. Politiet lagde ligeledes sømmåtter ud for at punktere bilens dæk og tvinge bilisten til standsning, hvilket dog ikke lykkedes.

I sidste ende lykkedes det politiet at få stoppet bilen på Herningvej syd for Holstebro. Her nægtede bilisten at stige ud af bilen og låste i stedet dørene, hvorfor betjentene måtte tage skrappere midler i brug.

»Vi knuser en rude og får peberspray ind gennem ruden, og så kommer han ud af bilen,« siger Ole Vanghøj.

Det viste sig, at der var tale om en 39-årig mand fra Herning, der af gode grunde ikke ønskede at blive stoppet af politiet.

Han kørte nemlig uden kørekort, da det tidligere var blevet frakendt. Derudover var han påvirket af både alkohol og narkotika - forseelser, som han nu er sigtet for.

Derudover er manden ligeledes blevet sigtet for at overtræde hastighedsbegrænsningen samt at have kørt venstre om et helleanlæg.