Drøm er gået i opfyldelse for dykkere: Fandt vrag med kanoner syd for Læsø

Stille vejr med blå himmel har gjort det muligt for en gruppe dykkere at gøre et interessant fund.

Artiklens øverste billede
En gruppe dykkere har opdaget et skibsvrag med seks til otte kanoner om bord syd for Læsø. Foto: Undervandsgruppen

Det er sådan noget, alle dykkerne ønsker at opleve.

Sådan lyder det fra Undervandsgruppen fra Holstebro med dykkerne Kim og Anders Schmidt, Teddy Rosenfeldt Jespersen og Alex Rasmussen, efter at de har gjort et særdeles spændende vragfund i farvandet syd for Læsø.

Sommerens vejr med blå himmel og havblik har gjort det muligt for de fem dykkere at afsøge nye store områder i farvandet mellem Læsø og Anholt, og den 21. juni gav deres ihærdighed pote.

På havbunden i det hvide sand nær resterne af gamle spanter og skibsbund, lå der nemlig seks til otte jernkanoner.

Det fortæller dykkergruppen i en pressemeddelelse, hvor de også oplyser, at vraget ligger på sandbunden i seks meters vand, og at det i klart vejr tydeligt kan ses fra overfladen.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

I 2018 fandt gruppen vraget af det store danske linjeskib Printz Friderich, der natten mellem den 28. og 29. september 1780 med 667 mand og 70 kanoner om bord forliste på Kobbergrunden sydøst for Læsø. Hele mandskabet blev evakueret ind til Læsø – ”kun” seks-otte døde undervejs.

I 2019 fandt gruppen den svenske skonnert Alexander, der i 1856 forliste med syv mand om bord. Kun tre overlevede turen ind til Læsø.

Nu er arkivjægerne i vragscan.dk i gang med at finde ud af, hvilket skib det nye vrag kan være. Foreløbig er der i arkiverne fundet tre fartøjer, der standede i området ved Læsø, og som har haft seks-otte kanoner om bord.

Det drejer sig om de danske koffardiskibe ”Ringende Jacob” fra 1703 og ”Norske Bonde” fra 1704 samt den spanske fregat ”Gran Cathrina Alias” fra Cadiz i Spanien, der den 6. oktober 1772 strandede ved Læsø. Den spanske fregat medførte kanoner, 750 ruller lærred samt en trælast. Fregatten kom fra Königsberg i Rusland og var på vej til Cadiz i Spanien.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen