DMI: Juni var helt unik
Juni var vådere end normalt. Men juni skiller sig særligt ud fra alle andre måneder, når DMI kigger på middeltemperaturen.
Nu er juni snart passé, og det har givet Danmarks Meteorologiske Institut anledning til at kigge på dataene for måneden og sammenligne dem med tidligere års juni-måneder fra årene 1991-2020.
DMI kan konstatere, at måneden er blevet vådere siden målingernes start - til gengæld er middeltemperaturen stort set uændret sammenlignet med det, DMI tidligere har betegnet som "normalt" for juni. Derfor skiller juni sig ud fra alle andre måneder.
I en pressemeddelelse skriver DMI, at klimanormalerne for juni viser, at middeltemperaturen i næsten 150 år er stort set uforandret. Dermed skiller juni sig ud fra alle andre måneder, som gradvidst er blevet varmere.
»De nye klimatal for juni springer i den grad i øjnene. Klimatallene for juni markerer sig ved at være den første måned siden januar, som statistisk set ikke er varmere end normalt. Månedsmiddeltemperaturen er beregnet til 14,5 grader, og klimatallene har stort set svinget omkring 14 grader i de fem seneste 30-årsperioder, hvor DMI har stået for den landsdækkende klimaovervågning - og det gør måneden ret unik,« siger Mikael Scharling, klimatolog på DMI i pressemeddelelsen.
Selvom måneden er blevet mere nedbørrig siden målingernes begyndelse, så kan DMI ikke konkludere, at den er blevet statistisk mere signifikant nedbørrig end tidligere tider.
Med den langsigtede kikkert på forudser DMI, at fremtidens sommer bliver både varmere, vil oftere byde på tørke - men også kraftigere byger. Hvis man holder den nye opgørelse for juni op imod det scenarie, så falder måneden uden for tendensen med gradvist varmere klima. Men det er nu ikke så overraskende, mener DMI.
»Variationerne i vores vejr er store fra år til år, og de naturlige udsving er store i forhold til den gradvise opvarmning. Vi kigger trods alt på en begrænset tidsperiode over vores relativt lille land. Hvis vi derimod betragter klimatal for middeltemperaturen i juni over hele kloden, eller for hele sommeren i Danmark, får vi udjævnet variationerne i vejret, og vi kan se en tydeligere tendens til et gradvist varmere klima,« forklarer klimaforsker Rasmus Anker Pedersen i DMI i pressemeddelelsen.