Fortsæt til indhold
Indland

Københavnere plages af vanvidskørsel, larm og skrald overalt: »Det kan ikke fortsætte sådan her«

Beboerne på Islands Brygge er ved at være trætte af de konstante fester i området, og nu har også overborgmester Frank Jensen fået nok.

Indbyggerne i visse dele af København må til en vis grad affinde sig med, at der bliver larmet og festet i gader og parker.

Men festkulturen på Islands Brygge i København S har nu taget så meget overhånd, at overborgmester Frank Jensen (S) - som selv bor i området - har taget problemet op med politidirektøren og opfordrer alle beboere til at kontakte politiet og kommunen, hvis de bliver generet.

»Ingen skal finde sig i, at de ikke kan sove i deres bolig om natten. Jeg er også selv vågnet om natten de seneste uger på grund af støj. Det bliver jeg også vred over. I skal melde nattestøj,« skriver overborgmesteren i et opslag på Facebook, hvor han også udtrykker sin vrede over de store mængder skrald, der bliver efterladt i parkerne, og de »vanvidskørende muskelbiler«, der skaber utryghed i gaderne.

https://www.facebook.com/frank.jensen/posts/10157905687183564

»Det har taget til og det kan ikke fortsætte sådan her over hele sommeren,« skriver overborgmesteren om festerne på Bryggen, i Nørrebroparken og andre steder i byen.

Frank Jensens opsang kommer, efter at der i de seneste dage i flere medier har været beskrevet, hvordan områdets øvrige beboere føler sig generet af larm og ballade.

Også i Nørrebroparken kæmper Københavns Kommune med festglade mennesker, der larmer og efterlader skrald overalt. Foto: Rasmus Flindt Pedersen

Til avisen B.T. fortalte Patricia Weber, som har boet på Islands Brygge i otte år, i sidste uge, at hun har opgivet at ringe til politiet, når hun oplever vanvidskørsel og bilræs.

»Jeg er stoppet med at kontakte politiet. Det er det samme hele tiden. Islands Brygge er et tabt område for Københavns Politi. De skulle have taget kampen op fra start,« fortalte hun.

En anden beboer har over for Berlingske kaldt situationen for en fest, der varer alle døgnets 24 timer, og som efterlader området fyldt med papæsker, plasticposer, madrester og glasflasker.

I sidste uge viste en opgørelse fra Rigspolitiet, at antallet af klager over støj i år er steget voldsomt i forhold til sidste år i stort set alle landets politikredse.

Coronakrisen vurderes at være skyld i en del af stigningen, idet værtshuse og barer ifølge retningslinjerne skal lukke tidligere end sædvanligt, og natklubberne endnu holder helt lukket.

»Det kunne godt være en afledt effekt af corona. Når værtshusene lukker klokken tolv, er det ikke alle, der går hjem. Så sætter de sig i parker eller holder en hjemmefest,« sagde Kristian Juliussen, der er vicepolitiinspektør i Østjyllands Politi, i sidste uge til DR Nyheder.