Kyststrækning ramt af e-coli-forurening år efter år – ingen ved hvorfor
Vandet ved to badestrande på Rungsted Kyst er igen i år røget på EU's sorte liste over forurenede badestrande. Men listen er dog siden sidste år blevet en del kortere, og det er ifølge Miljøstyrelsen positivt.
Selvom vandet ved sandstrandene på Rungsted Kyst ved første øjekast ser indbydende ud, er det altså ikke en god ide at kaste sig i bølgen blå og tage en dukkert i sommervarmen netop der.
Badevandet ved Smidstrup og Christiansgave Strand på Rungsted Kyst er nemlig af så dårlig kvalitet, at EU’s miljøagentur for hhv. tredje og femte år i træk har placeret strandene på agenturets årlige liste over europæiske strande, hvor badevandskvaliteten er så ringe, at kommuner bliver pålagt at fraråde eller forbyde al badning.
På listen er i alt ni strande, og to befinder sig altså ved Rungsted Kyst i Hørsholm Kommune.
»Men vi har prøvet en masse forskellige ting, og det er et mysterium. Det er det rigtige ord at bruge,« siger hun.Britta Christholm, teamleder i miljøafdelingen, Hørsholm Kommune
Placeringen på listen skyldes bl.a., at der år efter år findes for store mængder af såkaldte e-coli-bakterier og intestinale enterokokker – tarmbakterier – i vandet. Men hvor udledningen af de fækale bakterier kommer fra, kan Hørsholm Kommune ikke finde ud af. Det skriver BT.
»Der er desværre bakterier i vandet, og vi ville gerne kunne sige, hvor det stammer fra, men vi ved det stadig ikke. Vi jagter stadig kilden eller kilderne, men kan simpelthen ikke finde dem. Det er frustrerende – både for os og selvfølgelig for beboerne i området,« siger Troels Vastrup, miljømedarbejder og biolog i Hørsholm Kommune, til mediet.
Ifølge Information har kommunen løbende haft forskellige teorier om, hvor forureningen, der efter alt er dømme stammer fra mennesker, kommer fra. Her har man både mistænkt gødning fra en lokal golfbane og udledning af spildevand for at stå bag de høje værdier af bl.a e-coli. Men man er endnu ikke noget frem til synderen. Det fortæller Britta Christholm, der teamleder i miljøafdelingen i Hørsholm Kommune til Information.
»Men vi har prøvet en masse forskellige ting, og det er et mysterium. Det er det rigtige ord at bruge,« siger hun.
Christiansgave strand er den strand i landet, som i næstflest år i streg har befundet sig på EU’s sortliste over badestrande. Førstepladsen indtages dog af Bork Havn Surferstrand, som nærmest har indtaget en permanent plads på listen, da det i år er niende år i træk. Her skyldes forureningen, at et vandløb nær stranden skyller e-coli-bakterier ud i vandet.
Listen er dog skrumpet. Mens der i 2018 var 14 strande på miljøagenturets liste, lyder antallet i år på ni. Samtidig er seks strande røget på listen over de steder, hvor badevandet er af højeste kvalitet. Og det skyldes, at kommunerne er blevet mere påpasselige, når det kommer til vandforurening. Det udtaler Rasmus Moes, kontorchef i Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.
»Vi er blevet bedre til at undgå bakterieforureninger af badevandet. Når kommunerne klimatilpasser byerne med fx nedsivning af regnvand i grønne områder, så aflaster det kloakkerne, så de ikke løber over og forurener badevandet. Desuden har sidste års sommertørke også medvirket til færre overløb,« vurderer han.