Udlændingeministeren er rystet over angivelig »voldtægtskultur« ved folkeskole
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye har givet sit besyv med i sagen om skræmte skolepiger på en sjællandsk folkeskole.
»Det er jo komplet vanvittigt. Rystende. Skræmmende. Totalt uacceptabelt.«
Sådan lyder udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfayes reaktion på en meddelelse, som forældre til elever i 6.-9. klasse på Fløng Skole i Høje Taastrup Kommune har modtaget på intranettet Aula.
I meddelelsen, som ministeren har delt på sin Facebook-side, står der, at eleverne på skolen er plaget af besøgende mænd fra de nærliggende områder Hedehusene og Charlotteager, som opfører sig voldeligt og truende over for de unge piger.
»Sådan som det bliver fortalt, vurderer vi, at det kan være et spørgsmål om tid, før en reel voldtægt finder sted. Vi taler om piger helt ned til 6. klasse, som bliver antastet/kigget på af halvvoksne mænd. Vi er dybt bekymrede for de unge pigers velbefindende og sikkerhed,« lyder det i meddelelsen fra skolen.
Ifølge skolens meddelelse, som er underskrevet af ”lærere og ledelse”, er der tale om, at de unge mænd hiver fat i de unge piger og tilbyder dem penge for at vise deres bryster samt holder dem fast, selv om pigerne siger nej. I brevet står der tillige, at der er tale om en decideret »voldtægtskultur«, og at flere børn fra skolen i Høje Taastrup har fortalt, at de er bange for de unge mennesker, som kommer for at feste på skolens område.
Skolen håber nu, at elevernes forældre vil gribe ind og overveje, om deres børn fortsat skal have lov til at feste på skolens område uden opsyn. Men ifølge Mattias Tesfaye bør der snarere være fokus på at få overgrebsmændene pågrebet.
»Det er så hamrende vigtigt, at det ikke bliver pigerne, der må blive hjemme. De skal ikke have indskrænket deres frihed på sommeraftener. Det må være disse klamme mænd, der skal jagtes ned. Og bag lås og slå, hvis de begår voldtægt og overgreb. Og sendes ud af landet på røv og albuer, hvis de er udlændinge,« skriver ministeren i et opslag på Facebook.
Kurt Scheelbeck (K), der er formand for institutions- og skoleudvalget i Høje Taastrup Kommune, mener modsat udlændinge- og integrationsministeren, at der er tale om en overdrivelse fra skolens side. Til TV 2 siger han, at han er »fortørnet og ærgerlig« over ordlyden i brevet på Aula.
»Jeg kan ikke umiddelbart forholde mig til det, pigerne siger. Hvis de føler sig krænket, er der absolut sket noget, vi skal grave videre i. Hvis det er noget, der er foregået i virkeligheden, skal vi dykke ned i det. Vi har politiet med i den her indsats,« siger han og tilføjer, at forældrene er indkaldt til dialogmøde i fritidsklubben, hvor børnene fra skolen går.
Ifølge Kurt Scheelbeck er der tale om en lille gruppe af personer, som skaber problemer.
Avisen Berlingske fik torsdag bekræftet beskedens ægthed af flere uafhængige kilder. Flere medier har forsøgt at få en kommentar fra den skolens bestyrelse, som dog ikke ønsker at udtale sig om sagen.
Brevet kommer efter en række ekstraordinære møder om festkulturen blandt eleverne i Fløng Skoles ældste klasser. Det socialdemokratiske byrådsmedlem, Thomas Bak (S) har til lokalmediet sn.dk efterfølgende åbnet for at forbyde de unge, der skaber problemer, adgang til skolens områder.
»Vi hverken kan, eller skal acceptere en sådan opførsel,« siger han.
Københavns Vestegns Politi har fredag i en pressemeddelelse bekræftet, at man har været i kontakt med skolen om unge, der fester og drikker på skolens område. Man har dog endnu ikke modtaget nogen anmeldelser om seksuelle krænkelser.
»Det er dog vigtigt at understrege, at hvis der er unge, der har oplevet seksuelle krænkelser, så opfordrer vi til, at man kontakter politiet,« lyder beskeden.