Fortsæt til indhold
Indland

Fem mænd ville brænde busser af under stort røveri

De fem havde planer om at begå røveri mod en værdihåndteringsvirksomhed i Taastrup, mener anklagemyndigheden.

/ritzau/

Fem mænd er blevet tiltalt for at have planlagt et større røveri mod en værdihåndteringsvirksomhed i Taastrup.

Røveriet blev ikke til noget, fordi mændene blev anholdt, skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge politiet forberedte mændene røveriet ved at undersøge muligheden for at skaffe sprængstoffer og entreprenørmaskiner. De skal også have planlagt, hvordan for eksempel brændende busser kunne forsinke politiet.

Desuden skal de have rekognosceret mod både virksomheden og politigården i Albertslund.

Planlægningen af røveriet fik en brat ende den 28. november. Da blev den nu 50-årige formodede hovedmand anholdt i hovedstadsområdet, efter at politiet havde udsendt en efterlysning af ham.

Han er tidligere dømt for flere røverier af særlig grov beskaffenhed og er efterfølgende blevet udvist af Danmark for bestandigt.

Mændene er også tiltalt for en række andre forhold – blandt andet ulovlig tvang, trusler, røveri, langvarig frihedsberøvelse og brud på indrejseforbud.

Den hovedtiltalte i sagen er 50 år. De øvrige mænd er mellem 22 og 27 år.

Da sagen har kørt bag lukkede døre kan Københavns Vestegns Politi ikke oplyse yderligere om sagen, før den kommer for Retten i Glostrup. Det vides endnu ikke, hvornår det sker.