Hekseløst sankthans-bål anmeldt som demonstration: Forening forventer op mod 500 deltagere

Aalborgensisk forening vil tirsdag aften demonstrere mod hekseafbrændinger til Sankt Hans-demonstration, der er godkendt af Nordjyllands Politi.

Artiklens øverste billede
Bålet i Fjordbyen bliver i år uden heks, selvom det ellers har været traditionen. Arkivfoto: Ole Lind

Foreningen Fjordbyen i boligområdet af samme navn i Aalborg har fået godkendt en demonstration sankthans-aften mod hekseafbrænding. Og det betyder, at op mod 500 mennesker klokken 19 kan forsamles for at overvære et hekseløst bål på trods af, at landet er underlagt et forsamlingsforbud på 50 personer.

Det skriver TV2 Nord.

Der er ellers tradition for, at Fjordbyen hvert år til sankthans danner ramme for bål og båltaler og hekseafbrænding. Men i år bliver det altså uden en heks på bålet. Det fortæller formand for Fjordbyen Lotte Christensen til mediet.

»Vi er en ny bestyrelse. Når der kommer ny bestyrelse, kommer der også nye betragtninger. Vi er fire kvinder i bestyrelsen nu. Jeg bryder mig ikke om at brænde hekse af. Jeg er en heks ind imellem. Vi er mange hekse herude. Det er en pinlig tradition. Og noget rigtig grimt,« siger hun og oplyser at man »efter bedste evne vil forsøge at overholde forsamlingsforbuddet« ved demonstrationen, der er godkendt af myndighederne.

På Kulturcentret Fjordbyens Facebook-side skriver foreningen selv om arrangementet:

»Fjordbyens folk tager skarp afstand fra afbrænding af de stakkels hekse gennem tiderne. Derfor tændes bålet i demonstration mod den gamle tradition UDEN heks på bålet. Der forventes naturligvis afstand , håndsprit og sund fornuft for deltagelse i demonstrationen og dette skal overholdes.«

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Overfor Jyllands-Posten bekræfter vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Jørgensen, at der er anmeldt en demonstration med det formål.

»Jævnfør retningslinjerne må man forsamles et ubegrænset antal mennesker i demonstrationer med et politisk budskab. Og derfor har man godkendt det her,« fortæller han og oplyser, at man vil »monitorere« demonstrationen, som man ellers forventer, forløber fredeligt.

Ifølge anmeldelsen vil demonstrationen blive afholdt i grupper af 50 personer med tre meters afstand mellem hver.

Nordjylland har de seneste uger været den region i Jylland, som har været hårdest ramt af coronavirus, efter at der bl.a. skete smittespredning på plejehjemmet Vendelbocentret i Hjørring Kommune. Og også i Frederikshavn Kommune har skoleklasser været hjemsendt grundet coronasmitte blandt elever.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Mens Fjordbyen altså ikke sender andet end røg mod Bloksbjerg, måtte et lignende initiativ i Handbjerg Marina ved Vinderup nær Struer mandag lade livet.

Her havde Handbjerg Marina ligeledes anmeldt et sankthans-bål som en demonstration. Her var der dog ikke opgivet, hvad arrangørerne ville demonstrere over, andet end at der ville være båltaler.

Arrangørerne fortrød dog efter skarp kritik af arrangementet i især kommentarfeltet i et Facebook-opslag, der omtalte demonstrationen.

»Jeg beklager at måtte meddele aflysning af arrangementet i morgen, sankthans. Vi har draget den konklusion bl.a. på baggrund af de nye tilfælde af coronavirus i Nordjylland. Dette har givet omfattende reaktioner fra mange sider. Derfor finder vi denne beslutning nødvendig,« skrev arrangør Martin Daasbjerg på Handbjerg Marinas Facebook-siden mandag eftermiddag.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Flere politikredse har op til sankthans mindet borgerne om netop at overholde forsamlingsforbuddet på en aften, hvor man under normale omstændigheder ville stimle sammen i hundredvis for at betragte flammernes skær og stemme i i Shu-Bi-Duas udgave af »Midsommervise«.

Det har bl.a. Fyns Politi gjort på deres Twitter-profil.

»Selvom hun sikkert nyder opmærksomheden, så skal heksen sendes til Bloksbjerg med lidt færre tilskuere i dag. Vi minder om, at COVID-19 stadig er derude og at afstand og forsamlingsforbud ikke må lempes på, selvom vi samles til sankthans,« skriver politikredsen.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen