Boligejere må til lommen for at udskifte fyr

Udfasning af olie- og gasfyr giver regning på den korte bane, men besparelser på lang sigt i danske hjem.

Det skal være slut med olie- og gasfyr i danske hjem, lyder det i ny klimaaftale, og ifølge Dansk Energi, interesseorganisation for energiselskaber i Danmark, kan det lade sig gøre inden 2030.

Det kræver dog, at danskerne er villige til at tage imod en ekstraregning nu samt gøre sig besværet for at få udskiftet de olie- og gasfyr, som der findes omkring 460.000 af i Danmark – ca. 80.000 oliefyr og ca. 380.000 gasfyr.

Lars Aagaard, direktør i Dansk Energi, kalder aftalen en sejr for energikunderne. Han tror på, at danskerne er villige til at få en komplet udfasning til at lykkes.

»Vi kan næppe gøre det på tre eller fem år, men på ti år vil jeg vurdere, at det er muligt.«

»Det allervigtigste lige nu er, at danskere med et olie- eller gasfyr tager stilling til, hvad de vil,« siger han.

I aftaleteksten hedder det, at varmepakken vil mindske CO2-udledningen med 0,7 mio. ton i 2030.

Fyrene skal erstattes af »grøn fjernvarme eller elektriske varmepumper«, lyder det i aftaleteksten. Til at støtte omstillingen afsættes 2,3 mia. kr.

Ifølge Lars Aagaard kan det koste op mod 100.000 kr. at få udskiftet sit fyr med eksempelvis en varmepumpe.

Prisen beror dog på den konkrete bolig, og derfor kan det svinge meget. Desuden lægger aftalen op til at støtte et udskift af varmeforsyningen.

»Til gengæld kan man se frem til besparelser på varmeregningen i mange år frem,« siger Lars Aagaard.

Klimarådet, der rådgiver regeringen i den grønne omstilling, har vurderet, at det er muligt at udfase fyrene helt frem mod 2030.

Men det vil kræve en forceret skrotning af eksisterende oliefyr.

Regeringen har tidligere vurderet, at man over de næste fire år vil kunne skrotte 20.000-40.000 oliefyr og 50.000-80.000 gasfyr.

»Nu har Folketinget givet rammerne for, at det er blevet økonomisk attraktivt at gå væk fra fossile opvarmningsformer. Men det kræver, at danskerne træffer valget,« siger Lars Aagaard.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen