Fortsæt til indhold
Indland

Nordjysk kommune lader krisestab genopstå: »Det lugter af, at vi er ved at gå i panik. Men det er vi ikke«

Frederikshavn Kommune genopliver nu kommunens coronakristestab, efter at nabokommunen Hjørring er hjemsted for et aktivt smitteudbrud med coronavirus.

Den 11. marts kl. 20.30 bebudede statsminister Mette Frederiksen, at Danmark nu var ramt af coronavirus i en sådan grad, at landet måtte lukkes ned.

Den 11. marts kl. 22 mødtes Frederikshavns Kommunes såkaldte krisestab for første gang i coronatiden.

Bestående af borgmester Birgit S. Hansen (S), kommunaldirektionen, kommunens pressechef og en sekretær vendte gruppen godt hver anden dag coronasituationen i kommunen og skabte det fornødne overblik i perioden. Godt en måned efter første møde vurderede kommunen, at situationen nu var så meget under kontrol, at beredskabet var overflødigt og kunne nedlægges.

Men fra på mandag – 22. juni – genopstår Frederikshavns Kommunes krisestab. Det fortæller borgmester Birgit S. Hansen.

»Hvis der kommer mere pres på, er det vigtigt at have en koordinerende overbliksindsats. For at sikre sammenhængen i kommunen som helhed, er det vigtigt at have sådan et overblik. Det er vi nødt til nu. Vi sover med støvlerne på i disse dage og kører ud fra et forsigtighedsprincip,« siger borgmesteren om beslutningen.

Reaktionen sker som konsekvens af de seneste ugers spredning af coronavirus i især nabokommunen Hjørring, hvor tre skoler, en minkfarm samt plejehjemmet Vendelbocentret i Sindal har tilfælde af smitte. På plejehjemmet er en beboer lørdag afgået ved døden smittet med coronavirus, mens 45 beboere og ansatte er bekræftet smittet.

Nabokommunen Hjørring har de seneste syv døgn haft den højeste antal nye bekræftede smittede per 100.000 indbyggere i landet. Kort: Statens Serum Institu

Men også i Frederikshavn er et barn på en af kommunens privatskoler testet positiv. Det fik kommunen til tidligere på ugen at sende 12 skoleklasser hjem for efterfølgende at blive testet. Ingen af børnene er ifølge kommunen lørdag testet positiv, men man afventer fortsat endeligt svar.

»Det her er en kraftig påmindelse til os alle, både kommunen, borgerne og erhvervslivet, om, at det her ikke er ovre, selvom Nordjylland hele tiden være fremhævet som en region, hvor der ikke var et højt smittetryk, og hvor man talte om, at de kommunale arbejdspladser kunne genåbne før resten af landet.«

Hun erkender samtidig, at nogle borgere kan opfatte beredskabets genopstandelse som urovækkende. Men det er der ifølge borgmesteren ingen grund til.

»På den ene side er der nok nogen, der tolker det som om, det er klogt, og at vi er forberedt. På den anden side lugter ”krisestab” jo rigtig meget af, at vi er ved at gå i panik. Men det er vi ikke, vi har ikke mistet overblikket, og der er ikke mere krise, end der har været hele tiden. Det er bare det, det kaldes. Det er bare et koordinerende overblik,« siger hun og tilføjer:

»Alle har været bevidste om, at det her var en risiko, og den ser vi så nu.«

At der på den anden side af kommunegrænsen lige nu florerer en usynlig fjende er dog uagtet krisestab noget, der påvirker stemningen blandt de lidt flere end 60.000 borgere i den nordjyske kommune. Det har den socialdemokratiske borgmester bemærket.

»Her er lidt stille. Ligesom hvis der er krise i en familie, så sidder man stille og venter på, at en tager styringen. Men der er ingen udskamning, og der er ingen sure indlæg i avisen om, »hvad pokker, der gik galt her?«. Det er mere en stille konstatering af, at hold da op, så var Nordjylland heller ikke mere heldig,« tilføjer hun.