Stjal benzin kort og tankede store mængder brændstof
De anholdte mistænkes for gennem en længere periode at have stjålet benzinkortene og efterfølgende tanket store mængder brændstof med kortene.
Sydsjællands- og Lolland-Falster Politis udlændingekontrolafdeling anholdt fredag fire personer for »omfattende tyveri fra varebiler og brændstoftyveri.« Det oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
»Vi har over en lang periode kunnet konstatere, at der har været gentagne tyverier fra varebiler, ofte tilhørende håndværkere, hvor gerningsmændene målrettet er gået efter at stjæle benzinkort med tilhørende kode. Ikke bare i vores politikreds, men i hele landet,« oplyser vicepolitiinspektør fra Udlændingekontrolafdelingen, Anton Havegård, om anholdelserne, der foregik i samarbejde med Fyns Politi.
Alle fire mænd er i alderen 35 til 38 år. Tre af dem er udenlandske statsborger, mens den sidste mand er dansk statsborger. De blev lørdag blive fremstillet i grundlovsforhør og blev her varetægtsfængslet i fire uger. Vicepolitiinspektøren håber nu, at anholdelserne vil føre til, at man vil »se et fald i antallet af disse tyverier.«
»Det er vores opfattelse, at de anholdte i forening organiserede tyverierne og efterfølgende benyttede benzinkortene til at tanke meget store mængder brændstof fra benzintanke flere steder i landet,« uddyber Anton Havegård.
Politiet har i forbindelse med anholdelsen ransaget flere adresser, hvor også køretøjer er blevet beslaglagt. Ved ransagningerne fandt politiet desuden to ulovlige salonrifler. Ifølge vicepolitiinspektør har efterforskningen »også vist, at der har været et bredt aftagerled af det stjålne brændstof.«
Opfordringen til borgerne lyder derfor, at hvis man bliver tilbudt brændstof til priser, der prismæssigt ligger noget under det sædvanlige prisniveau, »bør man tænke sig om en ekstra gang, før man gør en ”god handel,” for der kan være tale om hælervarer, hvor man som køber risikerer en sigtelse for overtrædelse af straffeloven,« forklarer Anton Havegård.
Foruden sigtelsen har vicepolitiinspektøren desuden et godt råd til de billister, der til dagligt bruger benzinkort.
»Samtidigt håber vi, at vi får oplyst ejere af benzinkort om, at det er en dårlig idé at opbevare sit benzinkort sammen med koden dertil,« påpeger Anton Havegård.