Fortsæt til indhold
Indland

Designet er offentliggjort: Sådan kommer Danmarks nye kampfly til at se ud

Designet af den såkaldte "nationale afmærkning" på F-35-flyene er blevet offentliggjort af Forsvaret.

Flyverkommandoen har mandag offentliggjort, hvordan Dannebrog og kokarder på landets nye kampfly kommer til at se ud.

Der vil ifølge Forsvaret være tale om en »løsning, som kombinerer den traditionsrige, danske nationale afmærkning« med et »afdæmpet grafisk udtryk, som er i tråd med F-35-flyets designfilosofi«.

Der er således på flyets halefinne tale om en nedtonet udgave af Dannebrog i mørkerøde og grå farver. Det betyder, at flyet selv med malingen kan undgå radarsporing.

På Forsvarets hjemmeside kan man læse et dokument med detaljer om skrifttype og udseende.

Danske kokarder og flag får et afdæmpet udtryk. Den røde farve er den samme mørke nuance, som anvendes på Flyvevåbnets andre fly og helikoptere, og i stedet for hvid i kokarder og flag anvendes en lys grå. Illustration: Forsvarets Flyverkommando

Det er værd at bemærke, at det kun er en meget en lille del af flyet, nationen reelt har haft indflydelse på. Langt det meste af designet af Danmarks nye F-35-kampfly er allerede givet på forhånd.

Ifølge Forsvaret holdes de enkelte landes omkostninger til reservedele og udvikling nede ved at flyet bliver leveret som en ”standardvare”.

I alt har Danmark bestilt 27 af de nye F-35-fly. Den første F-35-pilot vil være uddannet til februar 2021, mens det er planen, at de første fly skal begynde at operere fra Flyvestation Skrydstrup i 2023.

Processen har dog ikke været helt gnidningsfri. Bl.a. kom det i slutningen af 2019 frem, at problemer med støj fra de nye kampfly har kostet staten en uforudset ekstraregning på over en halv mia. kr.

Først måtte Forsvarsministeriet flytte hele det store F-35-terminalanlæg på Flyvestation Skrydstrup til en anden placering pga. omfattende problemer med støj, som blev afdækket i Jyllands-Posten. Den manøvre medførte en ekstraregning på 260 mio. kr., fordi der bl.a. skal bygges nye bygninger.

Derpå blev partierne bag indkøbet af kampflyene enige om at afsætte 250 mio. kr. til opkøb og støjsikring af huse, som rammes af larmen fra F-35-kampflyet.