Fortsæt til indhold
Indland

Bilist anholdt - flygtede til fods fra uheld på motorvejen

Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt føreren af en bil, som kørte galt på Esbjergmotorvejen.

Politiet har søndag aften anholdt en mand, som forsøgte at flygte til fods efter at være involveret i et uheld på Esbjergmotorvejen.

I uheldet, der skete ved Vejen kort før kl. 18, stødte to biler sammen. Kort efter valgte føreren af den ene bil at flygte fra stedet, hvorpå politiet måtte rykke ud med en hundepatrulje for at finde ham.

Omkring 20:30 oplyser politiet på Twitter, at føreren er anholdt og »skal til yderligere undersøgelse på sygehuset«.

»Han er ikke kommet alvorligt til skade,« lyder beskeden.

Foto: Local Eyes

Ingen andre personer kom til i uheldet.

Uheldet betød, at E20 kortvarigt var spærret på grund af politiets arbejde.

Det vides endnu ikke, hvorfor manden valgte at flygte fra uheldsstedet.