Jyder og fynboer skal forberede sig på skybrud
DMI har udsendt varsel om risiko for lokale skybrud og torden i den vestlige del af landet.
Stort set hele Jylland og Fyn kan søndag se frem til lokale tordenbyger og lokale skybrud. Det betyder, at der ifølge DMI lokalt kan falde mellem 15 og 25 mm regn på 30 min.
Regnvejret vil tage til i løbet af dagen. I sin gennemgang af de områder, der er i størst risiko for at få lokale skybrud, nævnes bl.a. hele Sønderjylland, Sydøstjylland, Midtjylland, Himmerland, Jammerbug foruden store dele af Fyn.
Varslet gælder fra klokken 12.00 og frem til klokken 20.00 søndag aften.
I sin landsudsigt skriver DMI, at der kan ventes temperaturer mellem 15 og 18 grader, vinden bliver let til frisk fra syd. Først ud på aftenen vil regnen holde op i takt med, at også vinden vil aftage.
I de kommende dage forudser DMI, at det bliver tørt med en del sol.
Temperaturerne bliver dog ikke vildt imponerende, idet der mandag og tirsdag meldes om op til 18 grader og onsdag og torsdag op til maksimalt 20 grader.