Stenkast mod politiet: Uro i Gellerupparken efter skud-episode
Østjyllands Politi oplyser, at der er opstået uro i Gellerupparken, efter at politiet måtte afgive skud under en Paludan-demonstration.
Fredag eftermiddag opstod der uro i Gellerupparken i Aarhus.
Flere personer havde maskeret sig og kastede med sten efter politiet. Det skete, efter at politiet tidligere fredag affyrede skud og ramte en mand i benet under en Stram Kurs-demonstration.
Det oplyste Østjyllands Politi på Twitter.
»Efter episoden i Digterparken opstod der uro i Gellerupparken, hvor flere personer maskerede sig og kastede med sten og affyrede fyrværkeri mod politiet. To betjente blev ramt, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade,« skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Kl. 18.00 oplyser Østjyllands Politi, at der er kommet mere ro på området.
»Vi har mange betjente i området, og vi vil hen over weekenden være ekstra til stede i det vestlige Aarhus for at skabe ro derude,« udtaler chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen i pressemeddelelsen.
Klaus Arboe Rasmussen oplyser ved en pressebriefing fredag aften, at politiet ikke har anholdt nogen i forbindelse med urolighederne, men man arbejder på at kunne identificere uromagerne.
Skud-episoden skete tidligere fredag eftermiddag, hvor partiet Stram Kurs havde proklameret, at partileder Rasmus Paludan ville afbrænde koranen ved en demonstration i Digterparken, der ligger på den anden side af Åby Ringvej overfor Gellerupparken.
Ifølge Østjyllands Politi gik en 52-årig mand om bag politiets fysiske afspærring, mens han viftede med en kniv.
»Manden blev råbt an, og politiet affyrede varselsskud, men manden efterkom ikke politiets ordrer, og en betjent afgav derfor skud mod manden, som blev ramt i benet,« skriver Østjyllands Politi i pressemeddelelsen.
Ifølge politiet ramte den 52-årige mand ikke nogen med kniven. Han er indlagt på hospitalet og er p.t. uden for livsfare.
Skudepisoden skal nu undersøges af Den Uafhængige Politianklagemyndighed. Derfor kan Østjyllands Politi ikke oplyse yderligere i sagen, skriver politiet i pressemeddelelsen.
»Vi har et stort efterforskningsarbejde foran os, og skal blandt andet have afdækket mandens motiv. Men lige nu er vi så tidligt i efterforskningen, at vi på nuværende tidspunkt ikke kan oplyse yderligere,« siger Klaus Arboe Rasmussen i pressemeddelelsen.
Rasmus Paludan har skrevet på Facebook, at han er uskadt.