Se det nyeste kort: Kun otte jyske og fynske kommuner har ny coronasmitte
Ny opgørelse viser, at Jylland og Fyn ser ud til at være næsten fri af coronasmitte. Se kortet over ny smitte i artiklen.
Den nyeste opgørelse over coronavirus i Danmark viser torsdag, at over halvdelen af landets kommuner ikke har oplevet ny smitte med coronavirus de seneste syv dage.
Udviklingen er i høj grad båret frem af Jylland og Fyn. Der er således kun fem jyske og tre fynske kommuner, der i den seneste uge har fået konstateret nye smittetilfælde.
For alle af disse otte kommuner gælder det desuden, at der kun har været tale om 1-9 nye smittetilfælde pr. 100.000 indbyggere.
Selvom der i smitteopgørelsen som tidligere går en klar skillelinje i landet ved Storebælt, er der også 10 kommuner på Sjælland og øerne, der har været uden ny smitte i en uge.
Det gælder desuden, at flertallet af de øvrige kommuner her blot har oplyst 1-9 nye smittede pr. 100.000 indbyggere.
Dette er også tilfældet for et flertal af hovedstads- og omegnskommunerne, efter det tidligere i epidemien var her, man så en høj smittegrad.
Den højeste smitteudvikling ses for nuværende i Solrød og Ishøj Kommuner, der den seneste uge har oplevet henholdsvis over 50 og 40-49 nye smittede pr. 100.000 indbyggere over ugen.
Under hele epidemien har Jylland og Fyn generelt været mildere ramt af smitte med coronavirus end Sjælland - med undtagelse af et større udbrud omkring Herning og Holstebro, som ifølge de nye tal ser ud til at være nedkæmpet.
Af de nye tal torsdag fremgår det også, at antallet af indlagte med coronavirus i Danmark nu er nede på 97. Dette er det laveste antal i 80 dage.
På kortet nedenfor kan du se, hvor mange coronatilfælde der har været i alle kommuner opgjort for hele coronaepidemien.
Hvis du klikker på en kommune, får du den samlede statistik herfra.