Trods ministerens løfter fosser der stadig ukendte mængder urenset kloakvand ud i naturen - nu kræver partier svar

Samtlige partier uden for regeringen på Christiansborg kritiserer miljøminister Lea Wermelin for at hænge i bremsen med hensyn til urenset spildevand.

Artiklens øverste billede
Miljøminister Lea Wermelin (S) bliver kritiseret af samtlige øvrige partier over sin håndtering af spildevandsproblemet. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Tålmodigheden med miljøminister Lea Wermelin er ved at slippe op på Christiansborg efter flere sager om udledning af urenset spildevand.

Allerede i september sidste år lovede ministeren en kortlægning af, hvor meget urenset spildevand der bliver udledt landet over. Det skete på baggrund af tal, der viste, at der er så store usikkerheder forbundet med udledningen, at ingen reelt ved, hvor meget spildevand der fosser ud langs kysterne og i åerne.

»Der skal være styr på overløb af spildevand. Vi danskere skal hverken fiske eller bade i spildevand. Jeg vil sikre, at vi får bedre data,« lød det fra ministeren på et samråd.

Men siden er der ikke sket meget.

På fem år har Gentofte Kommune ifølge TV 2 Lorry udledt 10 mia. liter urenset spildevand i Øresund. En del af udledningen - som bl.a. består af toilet- og kloakvand - er sket få hundrede meter fra den populære badestrand Bellevue.

Samtidig har det vist sig, at myndighederne stadig ikke har noget overblik over, hvor meget urenset spildevand, der egentlig bliver udledt landet over. Og det får nu samtlige partier på Christiansborg til at kritisere ministeren i skarpe vendinger.

»Vi har oplevet en miljøminister, der åbenbart ikke interesserer sig ret meget for, at - for at sige det lige ud - lort og pis helt urenset løber ud i vandet,« siger René Christensen, der er miljøordfører for Dansk Folkeparti til DR Nyheder, som har indsamlet reaktioner fra alle Folketingets øvrige partier.

Venstres miljøordfører, Jacob Jensen, kalder det uacceptabelt, at der ikke er styr på spildevandsudledningen, mens andre partier ønsker handling nu. SF's miljøordfører, Carl Valentin, efterlyser en snarlig løsning med ordene »der sker for lidt, for langsomt«.

I et skriftligt svar oplyser Lea Wermelin til DR, at arbejdet med kommende vandplaner er i fuld gang, og at hun glæder sig over, at ordførere ønsker bedre beskyttelse af vandmiljøet og mere klimatilpasning.

Debatten begyndte sidst i maj, da det kom frem, at flere forsyningsselskaber planlagde at udlede 290.000 kubikmeter spildevand i Øresund, mens en anden spildevandsledning var midlertidigt lukket. Det viste sig dog, at den planlagte udledning blot var en dråbe i havet. Tal fra Miljøstyrelsen har vist, at der alene i Københavns Kommune blev udledt over 35 mia. liter urenset spildevand i Øresund i perioden 2014 til 2018.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen