Rømø holder vejret inden afgørende pressemøde: »Det er nu eller aldrig. Grænserne skal åbnes nu«

Bliver den danske grænse genåbnet for tyske turister? Hvis ikke »er tragedien fuldendt for vores erhverv«, lyder det fra Rømø.

Artiklens øverste billede
Der er god plads ved bordene på Café Midtpunkt ved butikscenteret Lakolk på Rømø fredag ved middagstid. I baglokalet vil indehaver Jimmy Hougaard-Frederiksen i eftermiddag følge med i spænding, når regeringen melder ud, om Danmarks grænse bliver genåbnet for turister fra bl.a. Tyskland. Foto: Brian Karmark

Sjældent har et pressemøde en fredag eftermiddag nydt så stor bevågenhed i Danmarks turistbyer, som det er tilfældet denne fredag i ly af coronakrisen.

Klokken 14.00 ventes regeringen at melde ud, om den danske grænse bliver åbnet for feriegæster fra bl.a. Tyskland, så sommerlandet kan genopstå - omend længe efter påsken. Ikke mindst på Rømø ved Vestkysten, hvor campingpladser og butikscentre ligger usædvanligt øde hen.

I butikscentret Lakolk, hvor indehaver Jimmy Hougaard-Frederiksen og hustruen Rikke vil følge med fra fjernsynet i baglokalet til Café Midtpunkt, og på Rømø Familiecamping på den nordlige del af øen, hvor indehaver Allan Svendsen beretter om en økonomisk tilbagegang på 90 pct. indtil nu i turistsæsonen.

Regeringen skal vise samfundssind og komme med et positivt svar i dag.

Allan Svendsen, indehaver af Rømø Familiecamping

»Det er nu eller aldrig. Grænserne skal åbnes nu, hvis der ikke skal komme flere konkurser i vores område. Det er 12. time. Vi skal have et svar i dag. Ellers mister vi de sidste bookinger, vi har tilbage,« siger Allan Svendsen og fortæller, at han bliver kimet ned af tyskere, som vil vide, om de kan komme på sommerferie eller ej.

Hele forsommeren - altså påsken, Kr. himmelfart og pinsen - er ifølge Allan Svendsen »ødelagt« for campingpladsen, der lige nu blot har to pct. af sine pladser belagt.

»Og tyskerne er ved at miste tålmodigheden. Mange har trukket sig på grund af corona, og de få, der er tilbage, skal have et positivt svar. Ellers forsvinder de også. Og så er tragedien fuldendt for vores erhverv. Regeringen skal vise samfundssind og komme med et positivt svar i dag,« konstaterer han.

Presset for at genåbne grænserne for turister har været stort og ønsket om - som minimum - at få en afklaring har været massivt gennem flere uger. Fra Frederikshavn, hvor norske turister er fast inventar i Skagen, til Blåvand, der lige som Rømø hviler på især tyskerne.

På Christiansborg har flere oppositionspartier talt for at åbne grænserne for turister, der f.eks. har et lejebevis til et sommerhus. En idé Mette Frederiksen ikke har været afvisende over for.

Ikke mindst derfor venter også Tenella Watkin, butikschef i den 1.000 m2 store tøjbutik Ny Form, i spænding i butikscenteret Lakolk. For fire medarbejdere er sendt hjem, og omsætningen lider.

»Vi mangler tyskerne. Vores omsætning er halveret, selvom de danskere, der har været her, har været gode til at støtte op om butikkerne på butikstorvet,« siger Tenella Watkin.

Ikke langt derfra vidner de tomme borde og stole ved Café Midtpunkt om den aktuelle situation. Det er muligt, at tomme parkeringspladser kan synes en naturlig følge af, at det er først på dagen, hverdag og alt det der. Men bordene på caféen plejer at være besat af tyskere, og nu er her ikke et øje.

Om ikke så længe ved Jimmy Hougaard-Frederiksen formentlig, hvor længe endnu, det skal være virkeligheden på Rømø.

»Det er utroligt, at sådan et pressemøde kan komme til at betyde så meget for vores økonomi,« siger han.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen