Datatilsynet vil have undersøgt, om engelsk virksomhed har danskeres lokationsdata
Datatilsynet vil oven på en række afsløringer fra det norske medie NRK have kigget nærmere på, om en britisk virksomhed har adgang til danskeres lokationsdata, og om de i så fald bliver håndteret lovligt.
Har du apps installeret på din smartphone, har du sandsynligvis accepteret, at nogle af dem må indsamle oplysninger om din telefons lokalitet.
På baggrund af en række afsløringer fra det norske medie NRK vil det danske Datatilsyn have undersøgt, om det britiske data broker-firma Tamoco har adgang til danskeres lokationsoplysninger.
Det skal være klart for den pågældende, hvad ens data kan blive brugt til, men der foregår rigtig meget af det her i det skjulte. Det kan være problematisk, hvis vi ikke er blevet oplyst godt nok.Allan Frank, it- og sikkerhedsspecialist i Datatilsynet
Data brokers indsamler informationer fra brugerne og sælger dem videre, og gennem de seneste uger har NRK afsløret, hvordan oplysningerne fra tusindvis af norske mobiltelefoner bliver solgt. Journalisterne har for 35.000 norske kroner købt lokationsdata fra 140.000 norske mobiltelefoner fra Tamoco.
Firmaet ligger i England, og derfor har Datatilsynet koblet sig på det norske tilsyns henvendelse til det engelske datatilsyn og bedt dem undersøge, om virksomheden også har danske datasæt.
»Hvis de har det, er næste skridt at finde ud af, om de har behandlet dem lovligt. Om de har lov til at beholde dem, hvor de kommer fra, og om de har iagttaget de registreredes rettigheder, som de skal,« siger Allan Frank, it- og sikkerhedsspecialist i Datatilsynet.
Forbrugernes rettigheder
Han forklarer, at mange apps gør brug af lokalitetstjenester, og at videresalg af data godt kan »forekomme ”lovligt”«, hvis det fremgår af betingelserne, hvad dataene bliver brugt til.
»Det skal være klart for den pågældende, hvad ens data kan blive brugt til, men der foregår rigtig meget af det her i det skjulte. Det kan være problematisk, hvis vi ikke er blevet oplyst godt nok,« siger Allan Frank og understreger, at den enkelte forbruger også har et ansvar for at sætte sig ind i, hvad man tillader, når man siger ja til f.eks. lokalitetstjenester.
Seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk Anette Høyrup mener, at det er ulovligt, hvis data brokers sælger danskernes oplysninger videre, da de bliver indsamlet til helt andre formål end det, som virksomhederne tjener penge på. Det oplyser hun til DR:
»Vi har en databeskyttelseslov, der burde beskytte os. Men det mener vi ikke sker her. Virksomhederne (data brokers, red.) handler ulovligt og i strid med de regler, som der er.«