Efterretningstjeneste ser stor trussel mod danskere i Irak
Der er trusler nok, når danske soldater om et halvt år skal overtage Nato-mission i Irak, vurderer ny rapport.
Det bliver ingen dans på roser, når det danske forsvar i slutningen af året skal overtage ledelsen af Natos mission i Irak fra Canada.
Det vurderer Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i en spritny trusselsvurdering af forholdene i Irak.
- Situationen i Irak involverer mange aktører, hvoraf flere udgør en direkte trussel mod et dansk NMI-bidrag (Nato-missionen i Bagdad, red).
- ISIL, pro-iranske shiitiske militser, kriminelle grupper og civile uroligheder vil udgøre en trussel, skriver FE.
Folketingets Forsvarsudvalg skal tirsdag førstebehandle et beslutningsforslag om at sende op til 285 danske soldater til den irakiske hovedstad i forbindelse med Nato-missionen.
Danmark har allerede lovet Nato at overtage ansvaret for Nato-missionen.
Ud over selve ledelsen af missionen skal de danske soldater stille med et hold soldater, der skal stå for at eskortere militære pinger.
Og de skal sikre området mellem den internationale lufthavn og Den Grønne Zone, der er en særligt beskyttet del af den irakiske hovedstad.
Heller ikke dette bliver ufarligt, vurderer efterretningstjenesten:
- Under kørsel i Bagdad vil bilbomber, vejsidebomber og magnetisk påsatte ladninger udgøre en særlig trussel, ligesom lejlighedsvis morter- og raketbeskydning udgør en trussel ved ophold i Den Grønne Zone og de irakiske baser i og omkring Bagdad.
Bagdad var især sidste år præget af flere voldelige optøjer, hvor en stor folkemængde gik på gaden for at vise sin frustration over regeringen og de vestlige styrker, der støtter den.
De kan hurtigt blusse op igen og udgøre en specifik trussel for de danske soldater, advarer FE:
- Det er sandsynligt, at civile uroligheder på meget kort sigt indirekte kan true NMI’s opgaveløsning, hvor et dansk sikrings- og eskortebidrag vil kunne blive fastlåst eller fanget i demonstrationer i Bagdad.
Desuden vurderer FE, at frustration over det, nogle irakere oplever som vestlig indblanding, kan betyde, at demonstranter vil gå direkte efter de danske soldater.
/ritzau/