Regeringen ændrer kurs - grænsebetjente skal alligevel ikke læse kæreste-sms'er
En halv dag efter der kom instrukser om, hvordan man skal dokumentere sit kæresteforhold ved grænsen, vil justitsministeren have ændret praksis.
De ellers helt nye instrukser for, hvordan udlændinge skal kunne bevise, at de har et kæresteforhold til en dansker og derfor må rejse ind i Danmark, skal ændres.
Det udtaler justitsminister Nick Hækkerup mandag eftermiddag.
Hækkerup fortæller, at der alligevel ikke vil blive tale om, at grænsebetjente skal kunne se igennem folks smser for at vurdere forholdets ægthed. Der skal nu udarbejdes nye instrukser, hvor Hækkerup omtaler tro og love-erklæringer som det nye alternativ.
Dermed vil det i de fleste tilfælde være tilstrækkeligt med en underskrift for at komme ind i landet.
Det var ved midnat natten til mandag, at det blev tilladt for kærester fra udlandet at rejse ind i Danmark. Det blev vedtaget af Folketingets partier ved den seneste udvidelse af genåbningen af Danmark, hvor listen over anderkendelsesværdige formål for indrejse blev udvidet.
Først få timer før ændringen trådte i kraft natten til mandag, var Rigspolitiet klar med de regler, man reelt skulle leve op til.
I disse blev det for det for det første gjort klart, at ikke alle kæresteforhold vil udgøre et grundlag for indrejse.
»Kæresteforhold skal have haft en vis varighed, som udgangspunkt seks måneder, og personerne skal have haft jævnlige fysiske møder. Dvs. kæresteforhold, der alene har bestået af skriftlig eller telefonisk korrespondance, anses ikke for anerkendelsesværdige i forbindelse med de aktuelle indrejserestriktioner,« lød det således i en mail til Jyllands-Posten fra Rigspolitiet.
Rigspolitiet oplyste i samme ombæring, at det ville blive op til grænsekontrollen at vurdere, om folk levede op til den definition, og at indrejsende blandt andet ville kunne bruge sms-korrepondancer og kærestebreve som bevis.
Det er altså disse instrukser, der skal laves om. Men de vil fortsat være gældende, indtil nye bliver lavet. Ifølge en presserådgiver i Justitsministeriet vil dette formentligt tage nogle dage.
I aftalen mellem Folketingets partier er det kun personer med fast ophold i de nordiske lande samt Tyskland, der er omfattet af den seneste udvidelse af »anderkendelsesværdige formål« for indrejse.