Disse kommuner har været coronafri den seneste uge
81 ud af landets 98 kommuner har de seneste syv dage haft ni eller færre coronasmittetilfælde per 100.000 indbyggere. Det viser en gennemgang af nye tal fra Statens Serum Institut.
I næsten 80 procent af landets kommuner er der de seneste syv dage konstateret ni eller færre nye, bekræftede smittetilfælde med coronavirus per 100.000 indbyggere. Det viser en gennemgang af tal fra Statens Serum Institut.
I hele Jylland og på Fyn gælder det, at ingen af de 52 kommuner har haft flere end ni nye smittetilfælde pr. 100.000 borgere. Smitten er i stedet primært koncenteret i Region hovedstadens 29 kommuner.
Her stikker især Brøndby Kommune ud, da kommunen er den eneste i landet, der de seneste syv dage har haft flere end 50 nye smittetilfælde.
De nye tal peger på, at smitten aftager fra vest mod øst. I sidste uge havde enkelte jyske og fynske kommuner mellem 10 og 19 nye smittetilfælde pr. 100.000 indbyggere. Det gælder for ingen af disse kommuner denne uge. Omvendt var der dog flere kommuner på Jylland og Fyn, der havde nul nye tilfælde i forrige uge, men som altså har nogle få nye tilfælde i denne uge.
Find tallene for din egen kommune her:
At smitten koncentrerer sig i hovedstadskommunerne har i den forgangne uge også haft effekt på de politiske genåbningsplaner besluttet på Christiansborg.
Her blev Folketingets partier nemlig enige om, at kun offentlige ansatte på Jylland og Fyn og de tilhørende regioner, igen må møde fysisk op på arbejdspladsen gældende fra 27. maj.
»Som det fremgår af ”Aftale om plan for genåbning af Danmark”, er partierne enige om, at da der pt. er store regionale forskelle på udbredelsen af Covid-19-smitte, kan den fysiske tilstedeværelse genoptages i den offentlige sektor, bortset fra i Region Hovedstaden og Region Sjælland,« skriver regeringen.
Nogle grupper af offentligt ansatte i hele landet har i forvejen været undtaget for fremmøde-forbud. Disse undtagelser gælder fortsat på Sjælland og øerne.
Staten Serum Institut udgiver hver dag klokken 14 nye tal for coronasituationen i Danmark. Søndag var der yderligere en død med virussen, mens 71 yderligere er konstateret smittet siden i går.