Familie måtte flygte ud af hus midt om natten efter højt brag
I Snedsted i Nordjylland arbejder beredskabet på at redde et hus fra at styrte helt sammen.
Natten til lørdag flygtede en familie ud af deres hus i Snedsted i Nordjylland, efter der lød et højt brag.
Det skriver TV 2 Nord samt Nordjyske.
Årsagen til braget var en tværbjælke, der var skubbet ned. Da beredskabet kom til stedet, kunne man konstatere, at huset var nær en reel sammenstyrtning. Den ene gavl er næsten flækket i to.
»Gavlen har løsnet sig helt fra huset, hvis du trykker på det, styrter det sammen,« forklarer Claus Sejr Pedersen, indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab, til TV 2 Nord.
Huset var indtil for nyligt bygget sammen med et andet hus, som dog er revet ned.
Nu er der i stedet en byggegrund op ad den blotlagte gavl, og Claus Sejr er overbevist om, at det er den største del af forklaringen på den delvise nedstyrtning.
En betragtelig mængde regn fredag kan have været med til at løsne soklen, efter der i forvejen er gravet jord væk.
Beredskabet er nu ved at sikre huset mod total nedstyrtning.
På Twitter har Nordjyllands Beredskab gjort opmærksom på, at man har afspærret Hovedgaden i Snedsted, mens arbejdet står på.