Fortsæt til indhold
Indland

Endnu en hvidnæse skyllet i land: »Det er rigtig mange på kort tid«

Specialdyrlæge undrer sig over, hvorfor tilsyneladende unge og sunde hvaler skyller i land.

I den seneste tid er flere døde hvidnæser skyllet i land på danske kyster.

Torsdag skyllede så endnu en død hvidnæse hval i land ved Ferring nær Lemvig.

»Vi har faktisk set seks inden for to måneder her på Vestkysten, og i går kiggede jeg på en på Rømø. Derudover er der fundet en i Tyskland ved øen Sild. Det er rigtig mange på kort tid,« fortæller Aage Kristian Olsen Alstrup, der er specialdyrlæge hos Aalborg Universitet, til TV Midtvest.

Obduktioner har foreløbigt ikke givet en forklaring. Hvidnæserne har været i god foderstand, og man har ikke fundet plastic i maverne.

Specialdyrlægen oplyser, at det umiddelbart ligner unge, sunde dyr, og at det er hans teori, at hvalerne på en eller anden måde hører sammen.

»Der er nok tale om en eller anden infektion. Det er det, min mavefornemmelse går på,« lyder det fra Aage Kristian Olsen Alstrup til TV Midtvest.

Hvidnæsen er en delfinart, og næstefter marsvinet er hvidnæsen den mest almindelige hvalart i Nordsøen. Voksne dyr er mellem 2,4 og 3 meter lange og vejer mellem 180 og 350 kg.