Fortsæt til indhold
Indland

Eksperter er bekymrede for, at en meters afstand får os til at kramme mere

At ændre den anbefalede afstand fra to til en meter kan ændre befolkningens adfærd, vurderer Statens Serum Institut

To meter, en meter - og et varmt kram.

Statens Serum Institut bruger ikke ordet, men i den seneste rapport fra onsdag bekymrer det eksperterne, at anbefalingerne om afstand er ændret og nu kun er en meter.

Regnedrengene på seruminstituttet har ikke en model, der kan beregne konsekvenserne af den kortere afstand mellem mennesker, men ikke desto mindre bekymrer det fagfolkene:

»Det er vurderingen, at det kan føre til lavere efterlevelse af anbefalinger og en normalisering af den generelle adfærd,« hedder det i rapporten, som skal danne grundlag for politiske forhandlingerne om yderligere genåbning senere onsdag.

Med den formulering ser seruminstituttet mere alvorligt på konsekvenserne af mindre afstand mellem mennesker end Sundhedsstyrelsen, hvor direktør Søren Brostrøm i TV-Avisen afviste den bekymring og i stedet slog fast, at risikoen kan undgås ved hyppig håndvask.

Samtidig bekymrer det også eksperterne, hvordan genåbning af cafeer, værtshuse og restauranter vil påvirke coronasmitten i Danmark. Igen kan instituttet ikke fremlægge eksakte tal for det fremtidige forløb, men »det forventes overordnet«, at genåbningen vil ændre befolkningens adfærd i den forstand, at man ikke tager den anbefalede afstand på en meter og hygiejnerådene om at vaske og spritte hænder tit og ofte helt så alvorligt som tidligere.

På samme måde peger Statens Serum Institut på, at når børn ikke længere skal holde afstand, gerne må lege med alle kammeraterne og også kramme hinanden og bedsteforældrene, kan det påvirke smittespredningen - »herunder særligt i forhold til spredning til den ældre generation, og dermed en øget risiko for overbelastning af sygehuse«, som det fremgår af rapporten.