Ny mistænkelig brand i kolonihaveforening: »Det duftede af benzin«
Kolonihaveforening i Nyborg har været stærkt plaget af påsatte brande det seneste års tid.
Tirsdag aften måtte brandfolk igen rykke ud til en brand i et kolonihavehus i Nyborg.
Branden blev hurtigt slukket, og ingen kom til skade, men flammernes hærgen var nok til at gøre kolonihavehuset i kolonihaveforeningen Helgetoften ubeboeligt.
Det skriver fyens.dk.
Fyns Politi har en formodning om, at branden kan være påsat. Det oplyser vagtchef Hans Jørgen Larsen til TV 2 Fyn.
»Det duftede af benzin, da vi ankom. Samtidig kan vi se, at ilden er startet udenfor. Der har med andre ord ikke været nogen inde i selve huset, selv om dørene stod åben,« siger holdleder Lars Buch fra Beredskab Fyn til fyens.dk
Episoden tirsdag aften er blot den seneste i rækken af mistænkelige brande i Nyborg. Alene sidste år efterforskede politiet 16 brande, hvoraf flere af dem opstod i Helgetoften og naboforeningen Grejsdalen.