Fortsæt til indhold
Indland

»Det er ikke opløftende«: Hver femte offer for kriminalitet er utilfreds med politiet

Andelen af utilfredse borgere er højest blandt borgere udsat for vold og voldtægt, viser en undersøgelse fra Rigspolitiet.

Hver femte offer for kriminalitet er utilfreds med den måde, politiet har håndteret deres sager på.

Det viser en ny tilfredshedsundersøgelse fra Rigspolitiet.

Generelt angiver 60 pct. af de kriminalitetsramte borgere, at de er tilfredse med politiets håndtering af sagen. 20 pct. angiver dog, at de er utilfredse.

Andelen af utilfredse ofre er højest blandt borgere, der har anmeldt vold og voldtægt - her er tallene henholdsvis 34 pct. og 47 pct.

»Jeg må ærligt sige, at jeg ser på tallene med en vis bekymring. Det er ikke opløftende, at en femtedel er direkte utilfredse, og at 4 ud af 10 borgere, ikke er tilfredse med den behandling, de har fået,« siger rigspolitichef Thorkild Fogde i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen viser, at ofre for vold og voldtægt sidder tilbage med en følelse, af at de ikke bliver taget alvorligt af politiet.

13 pct. af alle adspurgte kriminalitetsramte borgere har oplevet, at politiet ikke tog deres anmeldelse seriøst, men for borgere, der har været udsat for vold og voldtægt, ligger dette tal på henholdsvis 21 pct. og 22 pct.

»Undersøgelsen er lavet over en periode, hvor politiet har haft mange opgaver og har skulle prioritere benhårdt, men det er stadig noget, vi skal følge tæt, for vi er helt afhængige af, at befolkningen har tillid til politiet og føler, at de får en tilfredsstillende behandling, når de henvender sig,«siger Thorkild Fogde.

De mest tilfredse kriminalitetsramte borgere er indbrudsofre, hvoraf 70 pct. er tilfredse.

Rigspolitiet har siden 2017 foretaget årlige tryghedsmålinger for at se, hvor tilfredse borgerne er med politiets arbejde. Politiet har allerede iværksat initiativer, som skal "forbedre borgernes møde med politiet".

Årets tilfredshedsundersøgelse viser dog, at tilfredsheden ikke forbedres så hurtigt, som politiet havde forventet.