Endnu en mand er anholdt i drabssag fra Holbæk
En 18-årig mand blev dræbt af skud i Ladegårdsparken i Holbæk i april 2019. Flere personer er anholdt i sagen.
Politiet har anholdt en 28-årig mand i en drabssag fra Holbæk.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter tirsdag morgen.
I forvejen er tre personer varetægtsfængslet i sagen.
18-årige Zobair Saidi blev om aftenen den 28. april 2019 ramt af fem skud i hovedet og på kroppen ved bebyggelsen Ladegårdsparken i Holbæk.
Han døde af sine kvæstelser.
Tilsyneladende har politiet inden for den seneste måned fået et gennembrud i sagen - i hvert fald er flere personer anholdt siden slutningen af april.